Nirvana

Baggrund Aften

Nirvana beskriver en naturoplevelse, hvor krop og sjæl er i symbiose med naturen, og hvor skellet mellem dag og nat; nu og evighed; liv og død ophæves. Ole Hyltoft blev inspireret til teksten efter sådan en oplevelse en varm sommernat i Tisvildeleje. Michael Bojesens melodi med dens langsomme puls og det rolige rytmiske mønster bidrager til oplevelsen af et åbent stillestående nu.

Nirvana beskriver en symbiotisk naturoplevelse

Digtet Nirvana beskriver en naturoplevelse, hvor krop, sjæl og natur går i symbiose, og hvor nuet og evigheden smelter sammen. Den dirrende, statiske atmosfære, som gennemsyrer teksten, bliver understreget af melodiens rolige, tilbageholdte bevægelser.

I Ole Hyltofts lyrik er naturen i centrum

Ole Hyltoft (f. 1935) er cand.mag., forfatter og samfundsdebattør. Han har skrevet en lang række romaner, noveller, digte, kronikker og artikler. I Ole Hyltofts lyrik er naturen i centrum. Hans digte beskriver landskaber, vækster, årstider og menneskets forbundethed med alt dette. Nirvana er ingen undtagelse.

Inspirationen kom i en varm sommernat

På en usædvanlig varm sommernat befandt digteren sig ved stranden i Tisvilde i Nordsjælland. ”Aftenhavets brede bue”(1. linje) er den brede horisontbue over Kattegat. Det var en paradisisk aften, der gled over i nat, og her oplevede forfatteren en sjælden sammensmeltning af tilværelsens elementer. Alene ved det stille hav mærkede han, at skellene forsvandt – mellem død og liv, barn og voksen, menneske og Gud, nu og evighed.

Sangen Nirvana er direkte inspireret af denne konkrete oplevelse, en tropenat ved kysten.

Nirvana

1. Aftenhavets brede bue
er mit alter, er min fred.
Nøgen foran dette skue
knæler jeg på stranden ned.

2. Denne tyste skumrings varme
slutter om mig som en favn
af en piges bare arme –
elskovsglæde uden navn.

3. Ét med luften, sandet, havet,
ét med himlens stjerneskud.
Ét med alting, som er lavet
smukt af ham, vi kalder Gud.

4 Stilheden er så fortrolig,
føles som en barnemund
mod min kind. Jeg blir så rolig.
Står på evighedens grund.

5 Aftenhavet ånder stille
som Vorherres univers.
Dødens toner lyder milde.
Liv har intet sidste vers.

Teksten trækker på religiøse begreber

Digtet skiller sig, med sit religiøse islæt og den overjordiske tone, ud fra Ole Hyltofts øvrige naturlyrik. Det er ikke nogen bekendende tekst, men den trækker på begreber fra buddhisme og kristendom. Nirvana er buddhismens frelsesbegreb og drejer sig om at miste jeg-bevidstheden. Trods det, at titlen er hentet fra den buddhistiske begrebsverden, tager sangen ikke afsæt i en specifik religion, men er derimod skrevet og kan læses som en almen religiøs sang eller, med Ole Hyltofts ord: ”En salme uden evangelium”.

Sangen afspejler en søgende tilgang til troen

Denne tilgang til det religiøse afspejler en tendens i tiden. Nemlig mange danskeres åbne og søgende forhold til tro.

At man må søge sin egen vej og sandhed er det senmoderne menneskes vilkår. Ståsteder, værdier og religiøsitet er noget, vi vælger til, indtil vi igen vælger det fra i vores fortsatte søgen efter, hvem vi egentlig er, og hvad der giver mening for os som individer. Det er en frihed og et ansvar, vi må leve med.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Det religiøse sprog supplerer det poetiske

Mange lever med en religiøs længsel og en opmærksomhed på noget større uden at bekende sig til én bestemt religion. Kirken kan opfattes som en fjern institution og tænkning, men selv når vi afviser den eller distancerer os fra den, befinder den sig stadig overalt i det danske, som en del af vores sprog, kultur og historie. Når Nirvana beskriver det største og mest ubegribelige, supplerer det religiøse sprog det poetiske og tilføjer dermed en oplevelse af storhed og dybde. Ikke mindst med evighedsperspektivet i den afsluttende linje: ”Liv har intet sidste vers”.

Michael Bojesens melodi understøtter teksten

Michael Bojesens melodi begynder på kvinten, hvorfra den bevæger sig (som aftenhavet) i brede buer. Det indledende orgelpunkt på Es, melodiens ”åbne” begyndelse på kvinten, den langsomme puls og et roligt rytmisk mønster bidrager til oplevelsen af et åbent stillestående nu.

Melodien er formet som en bue

I femte takt kaster Des-akkorden nyt lys ind i satsen og forbereder højtonen på det lave syvendetrin, som efterfølges af en trinvis nedgang, der afslutter melodien på grundtonen. På den måde er ikke kun de enkelte fraser, men også melodien som helhed formet som en bue.