Island fik begrænset selvstyre i 1874
I 1874 højtideligholdt man på Island, at der var gået tusind år, siden den første landnamsmand, Ingólfur Arnarson, steg i land. (Landnam betyder at tage ubeboet land i besiddelse; bruges specielt om den norske kolonisation af Island 874-930). Siden den islandske godkendelse af enevælden i 1662 var landet blevet styret af danske embedsmænd, men efter politiske uroligheder fik Island 1874 en særforfatning med begrænset selvstyre. Christian 9. understregede det genoprettede gode forhold ved at besøge landet og deltage i tusindårsfesten.
Nationalsangen blev digtet i anledning af tusindårsfesten
Til festen digtede præsten Matthías Jochumsson Lovsang (islandsk: Lofsöngur, Ó, Guð vors lands), som blev sunget første gang ved en højmesse i domkirken i Reykjavík 2. august 1874. På det tidspunkt fandtes der ingen formelt vedtaget nationalsang for Island, men lidt efter lidt blev det tradition at betragte Ó, Guð, vors lands/Vort hjemlands Gud som nationalsang, og sådan bruges den stadig.



