Ellen Heiberg har skrevet adskillige viser
Ellen Heiberg debuterede i 1977 med visesamlingen Imellem sorg og glæde, sat i musik af Andy Sundstrøm. Men allerede i 1972 var fire af disse sange blevet præsenteret af den dansk-norske visesanger Birgitte Grimstad i visesamlingen Menneskeviser.
Ellen Heiberg har siden udgivet adskillige visebøger, digtsamlinger og en børnebog og har ved flere lejligheder skrevet tekster til DR Radiopigekoret.
Heiberg beskriver glæden ved en forårsmorgen
Så kom den lyse morgen er både en morgen- og en årstidssang. I et letforståeligt sprog beskriver Heiberg glæden ved den første rigtige forårsmorgen. Digtets jeg-fortæller reflekterer med både humor og varme over den forunderlige natur, som ikke selv er bevidst om sin egen herlighed, men som alligevel har en sjæl. Netop linjerne om den besjælede natur er med til at give digtet et anstrøg af noget dybere end blot og bar naturbeskrivelse.
Så kom den lyse morgen har fået melodi af Michael Bojesen. Den bevæger sig trinvist, i en enkel alla breve-rytme, med lette fjerdedele i melodistemmen og en god tyngde i akkompagnementet. Den følger digtets todelte form, bestemt af rimene i tredje og sjette linje. Tonearten er G-dur, men sangen slutter i e-mol, og på den måde antyder komponisten også alvoren i digtet.