Den skotske nationaldigter Robert Burns Robert Burns , der regnes for Skotlands nationaldigter, udgav 1786 sit første og væsentligste bind digte: Poems, chiefly in the Scottish dialect . De blev en stor succes og blev kort efter fulgt op af udgaver, der var forøget med nye tekster. Blandt digtene var Auld lang syne , som delvist er en gendigtning af en ældre folkevise, som Burns havde hørt. Et par år efter reviderede han digtet ved flytte den daværende 2. vers ned som den sidste. Der har den stået siden.
Den folkelige digter blev symbol i kampen mod det engelske herredømme
Robert Burns’ barske opvækst på faderens farm vakte hans humane engagement og en social indignation, der også viste sig i kraftige protester mod intolerancen i den herskende kirkelige – calvinske – dominans. Selv om han fik ry som rebelsk og uregerlig boheme med en usædelig livsførelse, blev han – som bonde fra højlandet og som folkelig digter for skotterne – symbol i kampen mod det engelske herredømme. Den folkeviseagtige tone, dialekten og den kunstfærdige enkelhed i hans digtning gør stadig tekster som Auld lang syne og Comin’ through the rye til de hyppigst sungne skotske sange.
Blicher og Ingemann interesserede sig for skotsk litteratur I Danmark begyndte interessen for Skotland som de keltiske myters land tidligt i litterære kredse. Blicher gendigtede allerede i 1807-1808 MacPhersons’ Ossian på prosa, og senere skrev Ingemann sine historiske romaner påvirket af Walter Scott .
Jeppe Aakjærs relation til Robert Burns Jeppe Aakjærs interesse for Robert Burns har han selv beskrevet således:
”i 10 Aar af mit Liv blev Robert Burns den Personlighed, der optog mig dybest. Hans Digtning fortryllede mig, hans Livs Skjæbne greb mig ved sin Simpelhed og Tragik.”
Jeppe Aakjær
En del af interessen skyldtes nok, at Aakjær som barn og ung havde haft lignende opvækstvilkår som Burns, og at de begge digtede med inspirationen fra livet på landet.
Aakjær gendigtning er tæt på Burn's originale tekst Aakjær var selv optaget af at digte på dialekt. Han oversatte Auld lang syne og optog den frie gendigtning i sin sidste bog Under Aftenstjærnen fra 1927. Det blev til Skuld gammel venskab rejn forgo . Hans oprigtige, troskyldige gendigtning er tæt på Burns’ original. Teksten er enkel: Barndoms- eller ungdomsvenner mødes som ældre og skåler for de gode, gamle dage.
Begge sange synges ved særlige lejligheder
Ofte stiller man sig i kreds, krydser armene, giver hinanden hånden og synger. Skuld gammel venskab synges mange steder, når en fest slutter, mens Auld lang syne traditionelt synges nytårsaften samtidig med nytårsklokkerne.