Lyseklosteret i Norge blev grundlagt i 1146
På den norske vestkyst lidt syd for Bergen ligger ruinerne af et gammelt kloster – Lyseklosteret. Det blev grundlagt i 1146, blomstrede op og var, da det var størst, beboet af 400 munke. Klostret sank igen i ruiner, men om foråret er der hvidt af blomstrende æbletræer i Hardanger, for frugtavlen blev indført af de gamle cisterciensermunke.
Digtet er inspireret af Lyseklosteret
Samspillet mellem klostrets ruiner og den levende arv af munkenes indsats ramte forfatteren Jørgen Bukdahl voldsomt, da han i 1936 besøgte stedet. Han var i Norge til et stort nordisk møde på Fana Folkehøjskole. Nogle dage senere mødte han gode venner på hovedgaden i Oslo og løb dem i møde, mens han råbte: ”Jeg har skrevet en salme!”
Det var digtet Lyseklosteret, trykt i Kirkeligt Samfunds Julebog 1936, og det var naturligvis med i bogen Lyseklosteret, der udkom i 1940.
Bukdahl var dybt berørt af nazismens voksende indflydelse
Digtet er skrevet i årene op til 2. verdenskrig. Jørgen Bukdahl var dybt anfægtet af nazisternes vækst i Tyskland. Det var ofte fortvivlende at være et levende menneske. I den situation blev Bukdahl på sælsom vis beroliget ved mødet med klosterets ruiner. Der var trøst i, at alt hvad mennesket skaber, smuldrer væk før eller siden. Og dog…
Lyseklosteret mindede Bukdahl om et sted uden for verden
Lyseklosteret blev for ham som et sted uden for verden, der mindede ham om et udtryk fra Det gamle testamente:
”hvor solen stod stille i Gibeon og månen i Ajjalons dal.”
(Josvabogen 10,12)
Ikke alt smuldrer - ånden bliver tilbage
Midt i denne – tidløse – ro kunne han så også konstatere, at ikke alt smuldrer. Alt hvad der er ”af ånd” bliver tilbage. I bogen Lyseklosteret skrev han, at ”ånd er det, hvori mennesker kan mødes i medmenneskelighed”. Som for eksempel at plante nyttige og smukke frugttræer.
Digteren ønskede sig samme livsindstilling som de gamle munke
I den stemning kunne han da bede om, at han måtte få samme ydmyge indstilling som de gamle munke. Så hans viden om livets barske vilkår ikke medførte, at han blev presset til bitterhed, men at hans arbejde måtte blive til vin. Fordi det var båret ”af ånd”. Af medmenneskelighed.