Som en hvisken gennem kornet

Billeder af det danske landskab

Sangen igennem bruger forfatteren meget genkendelige billeder fra det danske landskab. I første og sidste vers gule kornmarker og sortblå himmel. I andet vers bølger, der slår mod en bro, og i tredje vers fugle på træk. Man behøver ikke at vide, at både forfatter og komponist er vokset op på en ø, eller at sangen er skrevet på baggrund af et tab, for at følge og få glæde af billederne i den, men det giver yderligere en dimension til sangen at få dette at vide.

Naturens bevægelser bliver et med den syngende

Med stor nænsomhed sættes der ord på, hvordan vi bærer erindringer med os om dem, vi savner, og hvordan det og dem, som var engang, bliver ved med at dukke op og røre os i nuet. Sangens billeder på bevægelser i omgivelserne – kornmarkens bølgen, bølgernes slag, fugletrækket – bliver et med bevægelserne i den syngende: Hjertet, der slår som bølgen mod broen; savnet, der svæver mellem himmel og jord som fugletrækket. 

Med den enkle form og meditative gentagelser af ordene ønsker forfatteren at give plads til sorg og savn. Himlen er ikke blå, men sortblå. Men på en måde, der også efterlader lys og taknemmelighed.

Melodien blev til før ordene

Der er sangen igennem en meget nær sammenhæng mellem tekst og melodi. Forfatteren fortæller, at hun og komponisten begyndte med at tale om en melankolsk, men lys klang, og melodien blev lavet før ordene.

Både tekst og melodi er præget af den ro, man finder på steder, hvor det er muligt at opleve stilhed og dermed kunne høre vinden som en hvisken.

Melodien stiger og falder som lette vindpust

Som vinden, der kommer oppefra, begynder melodien på en høj tone og falder derefter blidt nedad som lette vindpust sammen med teksten i første linje. Herefter bevæger den sig atter op for igen at svæve nedad og lande som små, lette pust omkvædet igennem.

Melodien slutter på kvinten (skalaens femte trin), det vil sige ikke på melodiens grundtone. Den ”lander” derfor ikke, som melodier ofte gør. Derved holder den sig svævende og forbinder tekstens ord om evighed og nu og giver sangen en klang af uendelighed.

Inspiration fra tango og en nordisk tone

Signe Gjesing er som musiker og komponist forankret i argentinsk tango, og i mange af sine kompositioner kombinerer hun den klassiske tangos enkelhed og melankoli med en nordisk tone. Det spores i melodien, der er i mol, men har antydning af dur i omkvædets næstsidste linje, hvor ordet nu derved får en særlig betoning, der svarer til indholdet i teksten  –  ” Alt hvad du har mærket er nu”.

Artiklen er skrevet af Helle Krogh Madsen.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.