Sommersalme

Digteren omfatter landets natur i et par linjer

I vers et er vi i den danske forsommer og på landet hvor det dufter ”lysegrønt af græs” – vi får duft af juniengen i næsen, hvad enten græsset skal ædes grønt eller tørre til hø. Det lykkes for digteren at omfatte så at sige al landets natur i et par linjer. Vi mangler kun skoven, men til gengæld får vi i vers to ”en livsfryd … så høj som himlens lærker”.

Johansen citerer fuglene og liljerne

Johansen citerer, men altid indirekte: i vers tre er det fuglene og liljerne (Matt 6, 26-30), men også kong Salomon (Luk 12,27). Og hvor Brorson gentager sit ”Hvad skal jeg sige … ” (Op, al den ting, som Gud har gjort), underspiller Johansen nutidigt ved at gøre ”alle ord forlegne”.

Sommerens lysende skønhed er forgængelig

I vers fire er naturen natur i al sin dårende skønhed og samtidig et vidnesbyrd om skabelsens under og skaberens kærlighed til sin skabning. Men sommerens lysende skønhed er forgængelig. Igen øses der af traditionen, her Sl 103: ”Alt kød må dø, hver blomst blir hø” – over dette forgængelige lyser Guds Ord som det der blomstrer evigt.

Sommersangen slutter med forkyndelsen af Jesus Kristus som det Guds Ord der alene har evighed. Han gør vort jordiske liv nyt. Men med Jesus Kristus, Guds evige ord, er der peget ud over vores forgængelige liv og frem mod en ny skabelse, hvor der ”gryr en evig sommer”.

Waldemar Åhléns melodi

Waldemar Åhlén skrev melodien til en skoleafslutning i 1933. Den spredte sig hurtigt i Danmark, efter at den i 1977 blev trykt til det nordiske korseminar Nordklang. Den lyse, dansende, blomstrende 6/4-melodi har en typisk svensk lyrisk tone. Den folder sig helt organisk ud: fire takter, der gentages let varieret for så at kulminere med jublende kraft i det lidt længere b-afsnit, før den falder til hvile.             

Første del af artiklen er skrevet af jakob Krøgholt og melodibeskrivelsen af Jørgen Andersen.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.