Syv kjoler for synligheden

Baggrund Frihed og fællesskab

Pia Tafdrup skrev digtet på én dag, umiddelbart efter terrorangrebet i Norge d. 22. juli 2011. I digtet forsøger hun at sætte ord på den ordløse ondskab med henblik på, at sangen skal kunne synges, når ordene for smerten hører op. Kjolen er en sprogdragt for katastrofen; den passer os alle, og dermed er vi ikke alene om at bære vores smerte. Janne Mark har skrevet melodien, der har et skær af nordisk folketone.

Pia Tafdrup forsøger at sætte ord på den ordløse ondskab

Digtet er skrevet af den danske forfatter Pia Tafdrup (f. 1952) og indgår i digtsamlingen Salamandersol fra 2012. Digtet er skrevet umiddelbart efter terrorangrebet i Norge d. 22. juli 2011, hvor Anders Behring Breivik dræbte otte mennesker i Oslo med en bombe og efterfølgende dræbte niogtres unge mennesker på en socialdemokratisk sommerlejr på Utøya. Pia Tafdrup har fortalt, at digtet er skrevet på én dag og er et forsøg på at sætte ord på den ordløse ondskab. Det er skrevet med henblik på at blive sunget, når ordene for smerten hører op.

Pia Tafdrup

Gentagelserne giver sangen en meditativ karakter

Hvert vers i digtet åbner på den samme måde. Vi møder jeget, der syr på en kjole. Det er digtets motor, der går igen: ”Jeg syr en kjole…”. Gentagelsen giver os samme meditative fornemmelse som nålen, der går ind og ud af stoffet, når man syr. Kjolen sys, mens vi synger, jeget bliver til et vi. Det er os, der synger, der syr kjolen. Jeget er den trøstende, men fordi der i gentagelsen og sangen sker en kollektivisering af jeget, bliver vi alle de trøstende.

Syv kjoler for synligheden

1. Jeg syr en kjole, som kan bæres
stolt af den, der fødes med en
tillidsgnist i hjertets kar, den
passer fuldendt stor og lille,
spindes stærkt af regnens bue,
den kan nydes hele livet,
hvis der værnes godt om klædet.

2. Jeg syr en kjole, som kan bæres
tyst af frygtens nye offer,
den kan passe stor og lille,
skjuler ikke sårbarhed, som
flokkevis af fugle jages
ud af træets tætte krone,
flagrer stoffet op i vinden.

3. Jeg syr en kjole, som kan bæres
let af hadets nye offer,
den er farvet rød af blodet
og har tordensorte kanter,
den kan passe stor og lille,
den, der mindst af alt vil tro, der
skulle skiftes tøj før natten.

4. Jeg syr en kjole, som kan bæres
af en kold kynismes offer,
den kan passe stor og lille,
kjolens vanvidsstof er gjort af
ild, som ingen skylregn slukker,
den skal minde om, at jorden
når som helst kan åbne sig.

5. Jeg syr en kjole, som kan dække
størknet blod på dødens offer,
den kan skjule stor og lille,
den er formet efter grådens
dybe furer over kinden,
klædet matcher mørkets vægge,
freden i hver grav på kloden.

6. Jeg syr en kjole, som kan bæres
i en tågedøs af sorgens
offer, viet til en slægtning
og til venner af den døde,
den kan passe stor og lille,
vredens første lys er synligt
mellem blygrå smertetråde.

7. Jeg syr på kjolen, som kan bæres
trygt af den, der kender håbet,
vævet ind er venners latter,
stille glædestårer, lysten
til at vågne op på trods af
liv, som katastrofen tog – den
reflekterer solens stråler.

Kjolen er en sprogdragt for katastrofen

Kjolen fremstår i digtet som en sprogdragt for katastrofen, for alt dét, som vi ikke har ord for. Den synliggør og artikulerer længslen, frygten, hadet, kynismen, døden, sorgen og håbet. Den passer til alle, forstås det, ”den kan passe stor og lille”, som det gentages flere gange i digtet. Og den kan bæres af alle. Både af ofrene for katastrofen og af de pårørende, ja, faktisk af alle, ”trygt af den, der kender håbet.”

Vi er ikke alene om livets smerte

Kjolen minder os om, at ingen ved, hvad der sker i livet, men at vi ikke er alene med det – heller ikke katastrofen og det smertelige. Kjolen passer os alle og kan bæres til alt i livet. Selv om digtet omhandler noget af det uhyrligste i verden, nemlig mord på uskyldige mennesker, og selv om det centrale i digtet er livets skrøbelighed og uforudsigelighed, så udsiger digtet alligevel en mildhed på menneskehedens vegne – på trods kan man sige.

En sang om livet med den pludselige tragedie

Digtet nævner ikke tragedien på Utøya og bliver derved en generel tekst om livet med den pludselige tragedie. Den kan synges i forbindelse med alle former for katastrofer: terrorangreb, naturkatastrofer osv. Digtet sætter ord på noget, der også er blevet danskernes hverdag: at vågne op til nyheden om Utøya, Krudttønden, et skoleskyderi i USA eller en tsunami i Thailand. Danskerne får viden om terrorangreb og katastrofer gennem medierne, men også i hverdagen er truslen om terror til stede. Det gælder sikkerhedskuglerne ved Christiansborg, betonklodserne ved Strøget i KBH, sikkerhedstjekket i lufthavnen etc.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Janne Marks meditative tone skinner igennem

Janne Mark, f. 1973, er en prisbelønnet dansk sanger, sangskriver og salmedigter. Hun er repræsenteret i en række sang- og salmebøger og er oversat til flere sprog. Janne Mark har udgivet fire album: Pilgrim (2018), Salmer fra Broen (2013), Agenda (2009) og Indenrigs udenbys (2004).

Den enkle, meditative karakterfuldhed, som er karakteristisk for hendes tone, skinner igennem i melodien til Syv kjoler for synligheden. Melodien tager udgangspunkt i det dybe leje i et mol-univers, der midtvejs i sangen skifter til et lysere med et spring op til toptonen C. Dette skaber for en kort stund en håbefuld kontrast til c-mols alvorsfulde klang.

Melodiens tidløshed forbinder os med fortiden

Melodien har et skær af nordisk folketone, og ligesom det er tilfældet i Syv kjoler for synligheden, er sorg og katastrofe ofte emnet i gamle folkesange. På den måde kan man sige, at tidløsheden i de enkle melodiske linjer forbinder os med dem, der har oplevet katastrofer før os, og det kan føles som en trøst fra fortiden til os i nutiden at synge sangen.