Jalousi mellem to søstre er sangens omdrejningspunkt
To søstre er forelskede i den samme mand, men han har kun øje for den yngste. De er forlovede og skal snart giftes. Den ældste søster er ramt af skinsyge og vrede over at være vraget til fordel for den smukke lillesøster. Hun lokker hende med ned til havet under påskud af, at de skal bade. “Måske kan jeg blive lige så ren og smuk som du”, smigrer hun. Den yngste søster har en let gang på jord. Hun er vant til at blive bedåret og attrået. Hun svarer drillende og lidt kæphøjt: “Det kommer aldrig til at ske!”
De oprindelige versioner giver flere detaljer om kampen mellem de to
I de oprindelige versioner af balladen starter her en kamp og forhandling på liv og død. Den yngste søster kæmper for at holde sig oven vande alt imens hun indtrængende beder sin storesøster om hjælp. Hun tilbyder de fineste og mest værdifulde ting hun ejer, den sølvskaftede kniv, et guldskrin, sølvspændte sko og et smukt guldbånd, i bytte for sit unge liv. Til sidst tilbyder hun i desperation sin fæstemand. Den ældste søster svarer koldt, at alle disse ejendele, samt søsterens kommende mand, nu vil blive hendes under alle omstændigheder.
Lillesøsterens lig ombygges til en harpe
Liget af den unge søster skylles op på strandbredden og bliver fundet af to musikanter. De bygger et strengeinstrument - i Sorten Mulds udgave en harpe - af det lange hår og knoglerne. Spillemændene går til kirken, hvor den ældste søsters bryllup finder sted. Harpen spiller og synger søsterens skæbne, og straffen falder kort og konsekvent: “Om aftenen sad hun på brudebænk - om morgenen lå hun på bålet brændt”.
Misundelse mellem søskende er en almenmenneskelig følelse
Det er uvist, om der ligger faktuelle begivenheder til grund for denne ballade. Måske har en hændelig drukneulykke og to rivaliserende søstres kamp skabt en myte. At misunde en søster eller bror er noget de færreste søskende kan undsige sig at have oplevet. Balladen beretter om en genkendelig konflikt med udspring i en almenmenneskelig følelse og om en tragedie, der forløses ved en overnaturlig indgriben. Fortællingen om et søstermord er voldsom og har næsten bibelsk karakter (Kain og Abel i folketone).