Ud ad landevej’n dér sku’ man gå

Baggrund Liv

Sangen er selve den melodi, der bliver væk og genfundet i Kjeld Abells skuespil Melodien, der blev væk. Stykket handler om flipproletaren Larsen, der mister livsmodet i 30'ernes krisesamfund, men som genfinder melodien og troen på verden. Budskabet er, at solidaritet bør trumfe det individuelle karriereræs, og at man har pligt til at tage hånd om eget liv.

Sangen stammer fra Kjeld Abells debutskuespil

Denne sang udgør et væsentligt element i Kjeld Abells debutskuespil fra 1935, Melodien, der blev væk, men den er skrevet af litteratur- og musikkritikeren Sven Møller Kristensen ligesom de andre sange i stykket. Ud ad landevej’n der sku’ man gå er selve den melodi, der bliver væk – og bliver genfundet i skuespillet.

Hovedpersonen er flipproletaren Larsen

Hovedpersonen, Larsen, som også kendes fra Sangen om Larsen, er en lille almindelig mand, en flipproletar i 1930’ernes krisesamfund, ansat i en virksomhed hvor al personlig energi og initiativ bliver ”tappet” ud af de ansatte. Også de familiære borgerlige rammer i privatlivet begrænser ham. Han har sine drømme om, hvordan han synes tilværelsen skal være, men ser dem aldrig virkeliggjort.

Solidaritet over karriere

Stykkets budskab er, at man skal slippe sit individuelle karriereræs og være solidarisk med de andre – kun derved kan tingene ændres. Larsens kone, Edith, begiver sig ud i verden for at finde den melodi, som Larsen har glemt – dvs. energien, livsmodet, viljen til at ændre tingenes tilstand.

Ud ad landevej’n der sku’ man gå

1. Ud ad landevej'n der sku' man gå,
mellem grønne hegn ud i det blå,
syngende sin melodi langt ud i det fri.
Danse hen ad vej'n, drive og se
sommer, sol og regn, vinter og sne,
høre landet synge livets melodi.
Jeg syn's, man bli'r så støvet og sur,
når man skal sidde i bur.
Ska' vi ta' billetten og kasketten
til en landevejstur.
Danse ud ad vej'n li' til Korsør,
man ska' vær' sit eg't livs direktør,
danse landet rundt til livets melodi.

Sangen er en hyldest til friheden

Selve teksten i sangen er egentlig blot en beskrivelse af det danske land med dets forskellige årstider, men den er også en hyldest til friheden og en besværgelse af, at man har ret og pligt til at tage hånd om sit eget liv.

I skuespillets slutsang er der et vers med, som ikke er medtaget i Højskolesangbogen, men som understreger Larsens glæde over at have fundet melodien og dermed kunne bruge den som et middel til forandring:

Vi skal gør’ den kendt den melodi
så vi ka’ få endt det roderi
og få fundet livets sang som I har glemt.

Melodien er dansende og let

Melodien er skrevet af Herman D. Koppel og Bernhard Christensen, der begge fra deres unge dage var optaget af jazzens tonesprog og rytme. Melodien er dansende og let, men også markeret ved mange punkteringer, synkoper og lifts. Formen er aaba, hvor b- stykket tydeligt understreger det ”støvede og sure” i teksten.