Melodien stammer fra Utanmyra
Melodien stammer fra den lille svenske landsby Utanmyra, der ligger på Sollerön i Siljansøen i Dalarna. Det var en vise, og den blev nedskrevet i 1907 efter et spillemandsstævne i Dalarna på initiativ af den kendte svenske maler Anders Zorn , som udførte et stort arbejde for at fremme folkemusikken. Visen hed O tysta ensamhet og handlede om en, der ikke kunne få den, han eller hun elskede. Teksten var skrevet i 1700-tallet af Olof von Dalin , svensk forfatter, poet og en overgang lærer for den senere kong Gustav III .
Jan Johansson gjorde visen verdensberømt Den svenske jazzpianist Jan Johansson arbejdede i begyndelsen af 1960’erne meget med folkemusikken og tog også den vise under kærlig behandling. I hans instrumental version blev Visa från Utanmyra verdenskendt, og den blev indledningsnummeret på Jan Johanssons album Jazz på svenska
Jan Johansson
Björn Lindroth skrev teksten til Monica Zetterlund Björn Lindroth (1931-99) var en svensk kunstner, uddannet grafiker og tegner, samt manuskriptforfatter og instruktør og sangtekstforfatter. Han var bl.a. tekstforfatter til den svenske melodi grandprix-vinder i 1966, Nygammal vals . Han blev i 1963 opfordret til at skrive en ny tekst til Visa från Utanmyra til Monica Zetterlund , og hendes indspilning er med på hendes album fra 1966 Ohh! Monica .
Den klassiske historie om den bedrageriske mand Med Bjørn Lindroths tekst er visen den klassiske historie om kvinden, der fortæller om, hvordan hun blev helt fordrejet af en smuk og selvsikker mand, som derfor udnytter hende og tager, hvad han vil have. Bagefter forlader han hende lige så hurtigt igen.
Tekstens gentagelser understreger tragedien
Gentagelser understreger tragedien i fortællingen. Hendes udsagn: ”mine øjne blev som fordrejede” gentages i anden linje af hvert af de tre vers, ligesom de samme to linjer, om at han derefter gik forbi hende, dvs. gik videre, afslutter hvert vers, dog med den sproglige variation, at først anvendes verbet ”gå” i datid for i sidste linje at blive sunget i nutid, så udsagnet bliver varigt: Han kommer aldrig tilbage til hende.
Manden knækkede fortællerens modstand
I første vers er mødet ret uskyldigt: Selv om manden optrådte sejrssikkert, så han kun på hende og hendes rose, men han smilede til hende og gik så sin vej. I andet vers fortæller kvinden videre, at manden kom til at ændre hele hendes liv, for han rørte ved hende og tog imod hendes rose. I tredje vers karakteriserer kvinden manden som én, der kunne gøre en ende på livet for den, som kommer ham nær. Nu kommer den barske sandhed frem, nemlig at han knækkede hendes modstand, og det bliver klart, at rosen er hendes dyd. Derefter gik han bare videre i livet og lod hende tilbage.