Fra albummet Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band
With a Little Help from my Friends blev skrevet kort tid før udgivelsen af det legendariske konceptalbum Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band i den periode, der måske var det kunstneriske højdepunkt for John Lennon og Paul McCartney.
I foråret ‘67 pressede pladeselskabet EMI på, for at Lennon og McCartney skulle levere de sidste sange til albummet, uden at det gik ud over kvaliteten af resultatet.
Lennon og McCartney skrev sangen på en aften
Ifølge Hunter Davis, som netop da tilbragte 18 måneder sammen med The Beatles og bagefter udgav: The Beatles (The Authorized biography), blev sangen til sådan her:
”McCartney bragte akkorderne til With A Little Help … (på det tidspunkt kaldet ‘Bad Finger Boogie’) med hjem til Lennon, og de to klimprede tilfældigt løs på et klaver og sang sætninger, som de fandt på i farten, eller som dukkede op i de samtaler, deres venner førte i samme rum. Dette fortsatte i timevis, afbrudt af latterudbrud, lange perioder med tilfældig gennembladring af tidsskrifter og vilkårlige afstikkere til andre sange og stilarter (herunder – uden meddelelse herom eller andre kommentarer – et nyt nummer af McCartney, The Fool On The Hill)”
(citat fra den danske oversættelse af Ian MacDonald: The Beatles, Revolution i Hovedet).
Narkotikaens indflydelse
Narkotika spillede en stor rolle for både Lennon og McCartney i de år, og meget tyder på, at de også var påvirkede under tilblivelsen af denne sang. En mistanke der understreges af vanskeligheden ved at tolke linjerne: ”What do you see when you turn out the light, I can’t tell you but I know it’s mine” (Hvad ser du, når du slukker lyset, jeg ved det ikke, men jeg ved, det er min). Den dybere sammenhæng synes ikke at være til stede!
Sangen blev modkulturens totem
En hippiesang om at have det rart – med plads til alle. Endda til Ringo Starr, der ellers sjældent fik lov at synge lead (den førende stemme). Sangen blev et modkulturens totem, et symbol på Woodstocknationen – og siden hen forvandlet til en hymne af Joe Cocker i en indspilning, der også er blevet en klassiker.