Vi kender børnesange, der handler om fjollede dyr og børn, der laver ballade, samt vrøvleviser, hvis egentlig handling man aldrig helt forstår. Men hvilke samtaler kan det give anledning til, hvis man i stedet synger mere voksne sange for sit barn om nye familiekonstellationer, tab og krig?
Den nye udgave af Højskolesangbogen for børn er suppleret med en række nyere sange, der imødekommer nogle af de temaer, det indtil nu ikke på samme måde har været muligt at synge om, når børn og voksne sammen udforsker dette univers.
Rasmus Skov Borring, redaktør for Forlaget Højskolerne
Det spørgsmål kan man måske få besvaret med Højskolesangbogen for børn, som udkommer i en ny udgave den 1. november.
Forlaget Højskolerne udgav for første gang Højskolesangbogen for børn i 2018, hvor den fulgte den daværende voksenudgave. Siden af der kommet en ny udgave af Højskolesangbogen, som har placeret sig blandt de bedst sælgende bøger i Danmark. Derfor er der også lavet en ny højskolesangbog for børn, hvori antallet af sange er øget fra 74 til 90 sange.
Se listen over alle sangene
Nye temaer berøres
Sangene er særligt udvalgt til at kunne synges for og med børn. Derudover taler de nye sange ind i tidens store tendenser, siger Rasmus Skov Borring, som er redaktør for Forlaget Højskolerne og har udvalgt sangene med hjælp fra forfatter Dy Plambeck og sangskriver og højskolelærer Marianne Søgaard.
Sangene indeholder på forskellig vis et vigtigt folkeoplysningsperspektiv, og hele den musikalske side af sangene skaber stemninger, der underbygger teksterne, og som også netop er hele grundlaget for ikke blot at tale, men synge sammen.
Rasmus Skov Borring, redaktør for Forlaget Højskolerne
”Den nye udgave af Højskolesangbogen for børn er suppleret med en række nyere sange, der imødekommer nogle af de temaer, det indtil nu ikke på samme måde har været muligt at synge om, når børn og voksne sammen udforsker dette univers. Børn skal både opleve, at de møder kultur og tradition i sangene, men lige så vigtigt er det, at særligt de lidt ældre børn kan møde nuancer i samfundet og få sat ord på det moderne liv,” siger han.
Af eksempler på dette kan nævnes ”For vist vil de komme” og ”Dejlighedssang”, som begge adresserer klimasituationen i Danmark og verden på en poetisk måde uden at tage håbet fra folk. Sangen ”Blomsterkransebrud” handler om at være skilsmisseforælder, og ”Hvad tænker Ingrid” foregår i storbyen og handler om alsidige familiemønstre. Med sangene ”Frit land”, ”Gi’ os lyset tilbage”, ”Man må trække en grænse” og ”Frihedens Lysdøgn” berøres trusler i og uden for Danmark, og ”Der findes en livstid for alting på jorden” åbner for en samtale om det at miste.
”Sangene indeholder på forskellig vis et vigtigt folkeoplysningsperspektiv, og hele den musikalske side af sangene skaber stemninger, der underbygger teksterne, og som også netop er hele grundlaget for ikke blot at tale, men synge sammen,” siger Rasmus Skov Borring.
Samtaler og særtryk på Bogforum
I weekenden kan man se og høre mere om Højskolesangbogen for børn, når der afholdes Bogforum i København. Her deltager forlagsredaktør Rasmus Skov Borring blandt andet sammen med forfatter Dy Plambeck og illustrator Zarah Juul, som har lavet illustrationer til samtlige sange i den nye børnesangbog.
Som noget særligt vil det ved Forlaget Højskolernes stand også være muligt at købe plakater med udvalgte illustrationer fra Højskolesangbogen for børn.
Plakaterne er trykt i et begrænset oplag og sælges kun på Bogforum.
Højskolesangbogen for børn kan købes i boghandlere og online.
Køb bogen her