Digtet beskriver Arnajaraqs vandring i kulden
Eventyret begynder med digtet Arnajaraqs vandringssang, som beskriver vandringen igennem fjeldenes dale, fordi hendes stedmor har jaget hende ud af hjemmet. Fire dyr følger hende, en hare, en rype, en ræv og en ravn, og i sidste vers aner vi håb i en lysning forude og landet bag fjeldet.
I næste digt finder Arnajaraq et lille hus, der, i modsætning til dværgenes hus i Snehvide, skal gøres rent. I huset finder hun den lækreste mad, bær, frosset renkød, rentalg, mattak, tørfisk.
Arnajaraq møder dværgene
Det er den ene hovedbegivenhed i Farés udgave: jaget ud i kulden. Den anden er Arnajaraqs møde med dværgene. På vej hjem fra kulminen opdager de røgen fra huset og bliver forskrækkede, da de tror, at ”den Onde” har taget bolig. I resten af digtene oprulles blot nogle hverdagssituationer, dværgene og Arnajaraq præsenteres, de danser og de går til ro. Vi ved kun indirekte, at hun kommer inden døre hos dværgene.
Nidvise mellem dværge og dyr
Ottende digt er en nidvise mellem dværgene og dyrene fra det første digt. Nidvisen kan tolkes som en kamp om at vinde Arnajaraq for enten naturen eller hjemmet. Visen lægger sig tæt op ad den grønlandske trommesangstradition; der lægges ikke fingre imellem med fornærmelserne.
Historien udspiller sig i en grønlandsk begrebsverden
Sagn og myter har gennem tusinder af år været en fast bestanddel af inuitkulturen; de har naturligvis udspillet sig i denne kulturs begrebsverden. Faré har konsekvent bevæget sig inden for samme begrebsverden i sin eventyrdigtsamling. Det er den grønlandske natur, de grønlandske dyr, den grønlandske mad og ikke mindst de grønlandske dværge, der beskrives. De dværge, der optræder i digtene, kaldes i originalversionen ”inuarullikkat”, det er dværgsmå skikkelser, der optræder i de grønlandske sagn og myter.
Knud Petersens melodi er enkel
Komponisten Knud Petersen (1914-82), kendt som Kunuuti, var gennem mere end 40 år organist i Nuuk. Han har skrevet flere melodier, der benyttes i Grønland. Melodien er enkel og ligefrem med kulminationen i slutningen af tredje linje (”ondskab”) og i versenes afslutning.