Omkvædene forbinder det adskilte
Et svar, eller måske snarere et budskab, toner til gengæld frem i omkvædet, hvor versenes monotone mol-dystopi bydes trods af en forløsende dur-tonalitet, der “splejser” eller forbinder det, som i de foregående vers er skilt ad. Den gestus, der ligger i at synge sammen og dermed høre sammen, rummer en insisteren på at bevare håbet om og troen på, at døden og afmægtigheden ikke får det sidste ord, og at livet ikke skal synge på sidste vers. At der er andet og mere at sige og at gøre.
Menneskene rejser sig og finder sammen
Sangens sidste vers, som sammen med vers to er nyskrevet, forskyder ”at rejse” fra en horisontal til en vertikal og opløftende bevægelse, der understreges af melodiens modulation. Vindmøllerne sætter i gang, natten pakkes ned i en solopgang, akkompagneret af en morgensang, der for en stund sætter menneskets beregning, forstand og foragt ud af kraft og får menneskene til at rejse sig og finde sammen - for at rejse en skole, et fællesskab, en vindmølle, en stemning, en fest, en modstand, en bevægelse?
Sangen går i ring, og historien gentager sig
Sangen slutter, som vindmøllerne, med at gå i ring og minder os om, at historien gentager sig, at tilværelsen er en evig ringgang og enhver undergang en potentiel overgang, der kalder på en sang til lejligheden.