At dø er at rejse

Baggrund Liv

Sangen er skrevet af Nephew med forsanger Simon Kvamm i spidsen til albummet Ring-i-Ring fra 2018, men blev i 2019 bearbejdet til indvielsen af Roskilde Festival Højskole. Sangen skulle således transformeres fra et stadionnummer til en højskole- og fællessang, der kan synges af 80 trætte elever en mandag morgen.

Roskilde Festival Højskoles indvielsessang

I 1907 skrev Jakob Knudsen sangen Her rejses en skole til indvielsen af Roskilde Højskole, der måtte lukke i 2002. I 2019 blev der på ny rejst en højskole i form af den nybyggede Roskilde Festival Højskole, og til skolens indvielsesfest blev sangen At dø er at rejse afsløret og afsunget som skolens officielle indvielsessang.

Fra Nephew-nummer til højskolesang

At dø er at rejse er skrevet af bandet Nephew med forsanger Simon Kvamm som tekstforfatter og blev i sin oprindelige version udgivet på albummet Ring-i-Ring i 2018, der bl.a. rummer nyfortolkninger af Den blå anemone og Sig månen langsomt hæver. Forud for indvielsen af højskolen havde Nephew sagt ja til at bearbejde deres sang med det formål at transformere den fra et Nephew-nummer, spillet til store stadionkoncerter for flere tusinde mennesker, til en højskole- og fællessang, der kan synges af 80 trætte højskoleelever en mandag morgen eller som optakt til et foredrag i et forsamlingshus i Vestjylland.

At dø er at rejse

1. Nu går vindmøllerne i stå
kranerne på havnen hviler på skrå
Over himlen svaner fra SAS
scootere i forstæderne gi’r den gas
Folk i kø på E45
står ud af deres biler, hvad skal de gøre
and I don’t know what to look for if there’s nothing to see

Men jeg håber at dø er at rejse, åh-uh
nu går vindmøllerne i stå
og jeg tror på at toner de kan svejse, åh-uh
nu går vindmøllerne i stå

2. Nu bli’r storcentret lukket ned
nattevagten går sin runde i fred
Fra en radio lyder en sang
solen bli’r så rød og skyggerne lange
På en sportsplads hem’lige bål
pi’r og drenge deler hem’lige mål
and I don’t know what it feels like in a tunnel of love

Men jeg håber at dø er at rejse, åh-uh …

Hvem var den første
Hvem er den næste
Hvem var den første
Hvem er den næste

3. Nu går vindmøllerne i gang
nattens mørke telt pakkes ned i en sang
Solkanonen blænder forstanden
hundredtusind hænder finder hinanden
På en bjergtop danser en krop
rejsekammerater rejser sig op
and we know now, we won’t be here for eternity

Men jeg håber at dø er at rejse, åh-uh
nu går vindmøllerne i stå
og jeg tror på at toner de kan svejse, åh-uh
nu går vindmøllerne i ring

nu går vindmøllerne i ring
nu går vindmøllerne i ring
nu går vindmøllerne i ring

Sangen inviterer til fortolkninger

Sangen er enkel at synge, men ikke ligetil at forstå; den inviterer til fortolkninger. De første to vers fremkalder en række øjebliksbilleder af et samfund og en verden hensat i handlingslammelse, stilstand og afmægtighed. Vindmøllerne er gået i stå på samme måde som trafikken på motorvejen, og den eneste bevægelse er scootere, der kører planløst rundt, og flyvemaskiner, der fragter folk bort til ukendte destinationer.

I skyggen af tidens globale kriser

Er det tonerne fra aftenlandets undergang, der lyder fra radioen, eller ouverturen til en overgang mod noget nyt? Er det håb eller håbløshed, der anes i gløden fra ungdommens hemmelige bål, der synes at være tændt på trods af - og i trods mod - et samfund, der ikke hænger sammen, og en verden, der ikke kan bære vægten af sig selv. Det er oplagt på den måde at tolke de første to vers i skyggen af tidens store globale kriser, men man kan også vælge at lade øjebliksbillederne tale for sig selv - som flimrende billeder på menneskelige grundvilkår og spørgsmål, der ikke rummer endelige svar.

Omkvædene forbinder det adskilte

Et svar, eller måske snarere et budskab, toner til gengæld frem i omkvædet, hvor versenes monotone mol-dystopi bydes trods af en forløsende dur-tonalitet, der “splejser” eller forbinder det, som i de foregående vers er skilt ad. Den gestus, der ligger i at synge sammen og dermed høre sammen, rummer en insisteren på at bevare håbet om og troen på, at døden og afmægtigheden ikke får det sidste ord, og at livet ikke skal synge på sidste vers. At der er andet og mere at sige og at gøre.

Menneskene rejser sig og finder sammen

Sangens sidste vers, som sammen med vers to er nyskrevet, forskyder ”at rejse” fra en horisontal til en vertikal og opløftende bevægelse, der understreges af melodiens modulation. Vindmøllerne sætter i gang, natten pakkes ned i en solopgang, akkompagneret af en morgensang, der for en stund sætter menneskets beregning, forstand og foragt ud af kraft og får menneskene til at rejse sig og finde sammen - for at rejse en skole, et fællesskab, en vindmølle, en stemning, en fest, en modstand, en bevægelse?

Sangen går i ring, og historien gentager sig

Sangen slutter, som vindmøllerne, med at gå i ring og minder os om, at historien gentager sig, at tilværelsen er en evig ringgang og enhver undergang en potentiel overgang, der kalder på en sang til lejligheden.