At dø er at rejse

Sangen inviterer til fortolkninger

Sangen er enkel at synge, men ikke ligetil at forstå; den inviterer til fortolkninger. De første to vers fremkalder en række øjebliksbilleder af et samfund og en verden hensat i handlingslammelse, stilstand og afmægtighed. Vindmøllerne er gået i stå på samme måde som trafikken på motorvejen, og den eneste bevægelse er scootere, der kører planløst rundt, og flyvemaskiner, der fragter folk bort til ukendte destinationer.

I skyggen af tidens globale kriser

Er det tonerne fra aftenlandets undergang, der lyder fra radioen, eller ouverturen til en overgang mod noget nyt? Er det håb eller håbløshed, der anes i gløden fra ungdommens hemmelige bål, der synes at være tændt på trods af - og i trods mod - et samfund, der ikke hænger sammen, og en verden, der ikke kan bære vægten af sig selv. Det er oplagt på den måde at tolke de første to vers i skyggen af tidens store globale kriser, men man kan også vælge at lade øjebliksbillederne tale for sig selv - som flimrende billeder på menneskelige grundvilkår og spørgsmål, der ikke rummer endelige svar.

Omkvædene forbinder det adskilte

Et svar, eller måske snarere et budskab, toner til gengæld frem i omkvædet, hvor versenes monotone mol-dystopi bydes trods af en forløsende dur-tonalitet, der “splejser” eller forbinder det, som i de foregående vers er skilt ad. Den gestus, der ligger i at synge sammen og dermed høre sammen, rummer en insisteren på at bevare håbet om og troen på, at døden og afmægtigheden ikke får det sidste ord, og at livet ikke skal synge på sidste vers. At der er andet og mere at sige og at gøre.

Menneskene rejser sig og finder sammen

Sangens sidste vers, som sammen med vers to er nyskrevet, forskyder ”at rejse” fra en horisontal til en vertikal og opløftende bevægelse, der understreges af melodiens modulation. Vindmøllerne sætter i gang, natten pakkes ned i en solopgang, akkompagneret af en morgensang, der for en stund sætter menneskets beregning, forstand og foragt ud af kraft og får menneskene til at rejse sig og finde sammen - for at rejse en skole, et fællesskab, en vindmølle, en stemning, en fest, en modstand, en bevægelse?

Sangen går i ring, og historien gentager sig

Sangen slutter, som vindmøllerne, med at gå i ring og minder os om, at historien gentager sig, at tilværelsen er en evig ringgang og enhver undergang en potentiel overgang, der kalder på en sang til lejligheden.

Artiklen er skrevet af Jonas Møller. 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.