Bliv hos os, når dagen hælder

Fortrøstningen står centralt i Ingemanns aftensange

Går man en stille sommeraften i parken omkring Sorø Akademi og ser ud over søen, oplever man en mærkelig blanding af natur og kultur. Der er ikke noget at være bange for. Mørket er ikke uhyggeligt. Akademiets store bygninger taler om menneskets dygtighed og evner. Det er et stykke rendyrket idyl, man går i. Sådan har Ingemann også oplevet det. Når man synger hans aftensange, er det den kolossale fortrøstning der slår én.

For Ingemann var tilværelsen en kamp mellem det gode og det onde. Her bliver den kristne tro den frelsende magt, fordi mennesket gennem troen kan gøre sig fri af det jordiske og opnå forbindelse til Gud.

Salmen udtrykker Ingemanns tillid til, at Gud passer på os

Ingemann er sikker på, at Gud som en elsket far passer på både natur og mennesker. Mørket, der brød frem, var jo i virkeligheden en kærlig hilsen fra vor Herre, der blidt og omsorgsfuldt bredte stjernetæppet ud. Mørket er ikke mørkt. Stjernerne lyser. Vi kan trygt lukke vore øjne og drømme. Så vil vi opleve, at vi bliver fyldt med Guds ånd og kan gå som børn på den stige op til himlen, englene bruger. Og se: Nattens mørke sluser åbner sig, og midt i mørket ligger vi og sover, badet i lyset fra Paradiset.

Weyse opfordrede Ingemann til at fortsætte salmeskrivningen

Efter at Weyse i 1837 havde sat musik til Ingemanns morgensange for børn, skrev han til Ingemann:

”Skulde De fremdeles digte flere Sange af den Art - maaskee Aften- eller Bord-Sange, - da staar Undertegnede atter til Tjeneste.”

 Opfordringen resulterede i de Syv Aftensange.

Melodien er skrevet i romancestil

Melodien til Bliv hos os når dagen hælder er endnu en umiskendelig Weyse-melodi i romancestil og 6/8-takt (se artiklen om Dagen går med raske fjed).

Melodien har et ekspressivt udtryk

Som i mange andre sange benytter han rytmen: punkteret ottendedel – sekstendedel – ottendedel. Versenes to sidste linjer bindes naturligt sammen til én lang musikalsk frase med en harmonik, som på kort tid bevæger sig fra dur til mol et par gange og med smukke forudhold, hvor meloditonen opløses harmonisk på den følgende akkord (det ses tydeligst i melodibogen). De dissonerende spændinger i forudholdet giver Weyses melodier et ekspressivt udtryk, som hele tiden holdes i ave af den efterfølgende opløsning på det næste taktslag.     

Artiklen er skrevet af Finn Slumstrup og Niels Jørgen Nedergaard, melodibeskrivelse af Jørgen Andersen. 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.