Nikolaj Paakjær besynger byens særlige ro
Den moderne salmedigter og sangskriver Nikolaj Paakjær har bedrevet en traditionel aftensang i et utraditionelt sceneri. Hvor det ofte er naturen, der synges om ved aftenstide, hvad enten det er I skovens, dybe stille ro, når Solen er så rød, mor eller ved Et hav, der vugger sig til ro nu, så er det i stedet byens særlige ro, der er på tale i dette digt.
Kultur er kultuveret natur
Solnedgangen sætter i første vers scenen, som den så ofte gør, men metaforen er grebet fra gadehjørnet - som en cerut der skoddes. De menneskeligt udførte handlinger, kulturen, kommer i fokus, mens sol, måne og stjerner, naturen, træder i baggrunden. Som digtet skrider frem, viser disse to størrelser sig dog at være aldeles sammenvævede. Kultur er i grunden blot kultiveret natur.
Solnedgangen forbinder os til naturens rytme
Den daglige solnedgang er med til at minde os om det cykliske ved tilværelsen og vores forbindelse til naturens rytme. Den selvsamme rytme går igen i bylivet, men ved i stedet at kalde den for “byens puls” forsøger vi måske at foregøgle, at den er aldeles menneskeskabt og uafhængig af naturkræfter.
De profane gøremål fremstår sakrale
Salmedigteren får da alle de profane gøremål i byen, som ellers synes mere forbundne til erhvervsliv og hverdagsrutine, til at fremstå i et nærmest sakralt skær. Tilbudsskilte, myldretidstrafik og kraner på havnen får alle en plads i en højere sammenhæng, som vækker mindelser om den senromantiske idyl fra I skovens dybe, stille ro. Ligesom landsbyklokken gør det ude i skoven, sniger en kirkeklokke sig i andet vers lige ind med “et sidste slag for Gud” som et ekko fra en tidligere dominerende panteisme.