Den gamle skærslippers forårssang

Baggrund Året

Sangen er en romantisk hyldest til den frie fugl, landevejsridderen, men den rummer også bagsiden af medaljen, nemlig nedturen i druk. Sigfred Pedersen har skrevet teksten, mens Kaj Normann Andersen står bag melodien, der er en enkel træskovals uden mange dikkedarer. Med udgivelsen af Højskolesangbogens 19. udgave er Sigfred Pedersen for første gang repræsenteret i den blå bog, mens Kai Normann Andersen nu bidrager med tre sange.

Sigfred Pedersen er for første gang i Højskolesangbogen

Med Den gamle skærslippers forårssang fra 1955 er Sigfred Pedersen nu i Højskolesangbogen for første gang. Selvom der er nok at tage af i hans populære viseproduktion med fx Katinka, Katinka, luk vinduet op, Nu går våren gennem Nyhavn - og nu altså den foreliggende. Sigfred Pedersen var universitetsuddannet i statskundskab og var nogle år ansat i et forsikringsselskab, men det muntre liv i revy og på teatre og værtshuse lå mere for ham, og i en periode drev han Wessels Kro i det indre København.

Sangen er en hyldest landstrygeren

En skærslipper gik omkring og levede af at slibe knive og sakse for folk. De findes ikke mere. Sangen er en romantisk hyldest til ”den frie fugl”, landstrygeren, men rummer også bagsiden af medaljen, nedturen i druk med risiko for at ende på Sundholm, drankernes sidste tilflugtssted på Christianshavn. I et enkelt, sangbart sprog fortæller Sigfred Pedersen om denne landevejenes ridder, som ”sliber solskin og dagligt brød”. På grund af den ægte joviale tone og forsorne stemning i Sigfred Pedersens digt tilgiver man ham gerne den gennemgående rimtvang, han har pålagt sig ved igen og igen at skulle rime på ”sakse”.

Den gamle skærslippers forårssang

1. Nu lokker atter de lange veje,
og jeg har flikket de gamle sko.
Og jeg har skåret en grøn skalmeje
bag piledammen ved Holstebro.
Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse,
og glemt er vinterens sult og nød.
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.

2. Hvor er min ungdom? Jeg ved det næppe.
Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.
Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,
jeg sov hos landsbyens bedste tøs.
Med hende var det en fryd at bakse,
thi vårens duft var i hendes skød.
Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse
men sleb dog solskin og dagligt brød.

3. Jeg var jo bare en skør skærslipper
foruden hjem og foruden ro.
Jeg var kun rakker og hundeklipper,
og bonden stænged for mig sin lo.
Han var så selvsikker, thi hans akse
var plantet støt i et stort fad grød.
Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse
men sleb dog solskin og dagligt brød.

4. Dengang var brændevin hvermands eje,
thi den var billig, og den var ram.
Men malurt dufted langs alle veje
og gav kulør til en fuseldram.
Å soldebrødre, å lurifakse,
I drak jer tumbet fra vid og sans,
men jeg sleb knive, og jeg sleb sakse
og plukked malurt omkring sankthans.

5. Den, der har pligter, kan sagtens dømme
en pjalt, som ikke betaler skat.
Men jeg er digter, og jeg må drømme,
thi jeg er et med den lyse nat.
De digtere er så mange slagse,
og selv blandt dem er jeg kun en fant,
der sliber knive og sliber sakse
og takker rørt for en kobberslant.

6. Hvor er I nu, alle I jeg kendte,
hver buttet pige, hver kammesjuk?
Hver anden af jer på Sundholm endte.
Hver anden kvaltes i flaskens kluk.
Men jeg er stadig iblandt de vakse!
Mit hår er hvidt, men min tud er rød!
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.

7. Og endnu venter de lange veje
med morgenkulde, med middagsglød.
Min slibesten kan jeg fortsat dreje
og holde næsen forsvarligt rød.
Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse’
og glemt er vinterens sult og nød.
jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.

Danskhed var en vigtig faktor

Af Kai Normann Andersens i alt ca. 1000 melodier er der nu tre i Højskolesangbogen (I dit korte liv og Man binder os på mund og hånd). Hans melodier har helt overvejende danske tekster, og han levede i en tid, hvor ”danskhed” blev en vigtig faktor i danskernes tilhørsforhold og identitet. I by og på land, i arbejderkor, i højskolen og i skolen sang man danske sange, og ikke mindst under besættelsen 1940-45 bliver den danske sang en vigtig politisk faktor og identitetsmarkør.

Kai Normann Andersen orienterede sig mod det internationele

Kai Normann var ikke en del af de mange folkelige bevægelser (arbejderbevægelse, højskolebevægelse mv), og han skrev ikke musik til ”højskolekomponisternes” (Carl Nielsen, Thomas Laub, Oluf Ring m.fl.) digtere som bl.a. Thøger Larsen, Jeppe Aakjær og Ludvig Holstein. Han var en del af en anden tendens – revyens, filmens og massemediernes kultur med et helt andet menneskebillede end fx højskolens. Det var en international orienteret kultur, som dyrkede alt det nye – det som kom udefra: bilen, flyvemaskinen, den moderne dans, radioen, telefonen ... Og alligevel har Kai Normann skrevet melodien til en af vores mest elskede ”folkelige” viser, Den gamle skærslippers forårssang - den eneste han skrev til tekst af Sigfred Pedersen.

Melodien er en enkel træskovals

Igennem hele sin produktion havde Kai Normann ved siden af tangoen og foxtrotten valsen som sin foretrukne genre – umbaba, umbaba. Med tyngdepunkt i den engelske (boston)vals (fx Glemmer du, I dit korte liv og Den allersidste dans) bruger han valsen i alle dens afskygninger. I Den gamle skærslippers forårssang er det dog den folkelige ”træskovals”, der er på spil. Det er uden mange dikkedarer – en-to-tre, en-to-tre.

Som kontrast til sangens folkelige karakter benytter Kai Normann en bred, harmonisk palet, som med overraskende akkorder og kromatik understreger hans stilistiske mangfoldighed.

Sangen er bygget på gentagelser

Melodisk er sangen bygget på gentagelser – af hele fraser og af motiver. De to første tekstlinjers melodi gentages umiddelbart i linje tre og fire – og til sidst i linje syv og otte. Hertil gentages optaktsmotivets stigende firetonige bevægelse (”nu lokker at-ter”) igennem hele midterstykket (linje fem og seks) i det, vi kalder en ”sekvens” – det samme motiv gentaget, her hver gang flyttet et trin ned.

Der er virkelig økonomiseret med de musikalske midler, men det er gjort med kunstnerens sikre fornemmelse for sangbarhed og kvalitet og med respekt for den enkle og ukunstlede lyrik.