Flere af Hans Hartvig Seedorfs sange har opnået folkelig udbredelse
Det kan godt undre, at der før 18. udgave af Højskolesangbogen ikke har været plads til sange af Hans Hartvig Seedorff Pedersen (som han oprindeligt hed). For han har fra sin debut og fremad udsendt en stribe digtsamlinger, og en del af sangene har opnået folkelig udbredelse, men ad andre kanaler end Højskolesangbogens. Mange genrer har han bevæget sig suverænt rundt i: viser, sømandssange (som Den er fin med kompasset ), drikkeviser – foruden lyriske naturdigte.
Hans Hartvig Seedorf
Digtet stammer fra digtsamlingen Hyben
Han debuterede med digtsamlingen Vinløv og Vedbend i 1916. Allerede året efter udsendte han digtsamlingen Hyben , hvori Den lyse nat indgår. Digtene er skrevet i foråret mens han boede i sommerhus i Tibirke, tæt på naturen. Hyben blev hans egentlige gennembrud. Den ellers kritiske Kai Friis-Møller skrev:
”Han er da blandt unge danske Lyrikere frem for nogen anden Gratiernes Yndling”
Kai Friis-Møller
Digtets skygger kommer ikke fra krigen, men fra digteren selv
Digtet er skrevet i en periode, hvor de mørke meldinger fra 1. verdenskrig uden for landets grænser virkede tyngende også i Danmark. Stoffet til digtet er hentet i digterens helt nære omgivelser og er renset for alt, hvad der har med krigen og dens gru at gøre. Skyggerne i digtet kommer fra digterens egen erfaringsverden: den forelskede som er blevet forladt.
Den underskønne nattestemning med drosselfløjt og månehvid belysning forøger blot smerten ved digterens længsel. Det er en af den slags sommernætter, hvor lyset kan holde én vågen. Natur og sjæl forenes i digtets sidste linje: ”Det er igen den alt for lyse nat”.
Digtet rummer mindelser om Christian Winther og Thøger Larsen
Der er i digtet en stemning af uro og længsel, som også en Christian Winther kunne synge så smukt om. De meget præcise detaljer (”drosselfløjt”) og det kosmiske perspektiv (”de store stjerners tid”) giver mindelser om Thøger Larsen , som Seedorff var en stor beundrer af.