En sømand har sin enegang

Baggrund Liv

Johannes V. Jensen digtede visen om bord på et skib i Middelhavet. Digtets ‘jeg’ er en sømand på vej til ‘de varme lande’. Fortælleren beskriver kontrasten mellem ude og hjemme og betoner især følelsen af savn og længsel. Udlængsel og hjemvé er to forbundne sider af det søgende sind og må accepteres som et livsvilkår.

Johannes V. Jensen digtede visen i Middelhavet

Kort før jul 1925 var Johannes V. Jensen om bord på et skib i Middelhavet med kurs mod Egypten. Her digtede han denne Sømandsvise og daterede den ”Ud for Tunis 22. Dec. 25”; teksten indgik i et rejsebrev som blev trykt i Berlingske Tidende 24. januar 1926. Her kommenterede forfatteren sangen således:

»Til en Melodi, jeg engang har hørt foredrage af en Sangerske i Gaarden, til Harmonikaledsagelse, en elementær, sentimental, ja aabentstaaende sentimental, men mægtig Melodi, satte jeg da, i de stjerneklare Aftener ind mod Solhverv, en Tekst, for Sømanden at synge, naar Blæsebælgen gaar trangt, og Hjertet vil have Luft i Toner«.

Johs. V. Jensen

Med sin naive holdning og sit let sentimentale sprog har også teksten gårdsangervisens tone, fx når den i hvert vers' sidste linje nævner savnet af pigen derhjemme.

Johannes V Jensen Johannes V. Jensen

Sømandens splittelselse mellem udlængsel og hjemvé

Digtets ‘jeg’ er en sjællandsk sømand på langfart til ‘de varme lande’, der hele tiden gør opmærksom på modsætningen mellem ude og hjemme – det gælder klimaforskellene (fx 4,1-4), men det gælder først og fremmest følelsen af savn og længsel og den uro den skaber i sømandens sind. Teksten lægger sig således ind i et tema der går igen hos Johannes V. Jensen: Udlængsel og hjemvé er to forbundne, men uforenelige sider af det rastløse, søgende sind hos ‘alle haves vandringsmand’ (vers 5); den splittelse er mest storladent skildret i digtet ”Columbus” i hans Digte, 1906.

Man må acceptere splittelsen som en kendsgerning

Splittelsen mellem udlængsel og hjemve må man acceptere som en kendsgerning, sådan som forfatteren gør det selv, når han på et skib i Middelhavet bliver mindet om en vise, han har hørt hjemme i en baggård i København – og når han her ved vintersolhverv forestiller sig blomstrende grøftekanter og pinseløv i Danmark.

Den eksistentielle søgen er funderet i kærlighedslængslen

Her i sømandsvisen er den eksistentielle søgen mere konkret funderet i kærlighedslængsen: Hvor end jeg er, og hvad end der sker, så er du i mine tanker. Indtil hjemkomsten til den elskede og det danske forår (vers 6) hvor nærheden bliver konkret.

Rejsen er tilværelsens vilkår

Rejsen, bevægelsen, forandringen er ifølge Johannes V. Jensen tilværelsens vilkår (jf. fx Den grønne søde vår) årstidernes skiften, naturens forskellighed jorden over, naturens kredsløb. Denne foranderlighed har sin parallel i den menneskelige bevidstheds indre modsætninger – ro (2.8) og uro (5.2), hvile og bevægelse, tanke og handling.

En sømand har sin enegang

1. En sømand har sin enegang
som fange på en ø.
Lyt til en simpel enesang
imellem vind og sø!
Det bruser fra den våde vej
i nat og stjerneskær -
min tanke går til dig, til dig!
Du er mig evig nær!

2. Hvor brænder aftenstjernen hed!
Vi går mod syd og sol.
Og hjemmets stjernetegn går ned,
med nordens sunkne pol.
Men frydefuld, med meget mod,
og gerne går jeg ej -
thi min forhåbning efterlod
jeg, samt min ro, hos dig!

3. Mig vinker mangen yppig kyst
og mangen munter havn.
Et anker griber i mit bryst,
det venneløse savn.
Thi hvad er himlen altid blå,
ja vist, balsamisk vejr,
og paradis, med palmer på,
når ikke du er nær!

4. Så sejler man i solens glød
og lummer tropevind,
mens kuldens rose blomstrer sød,
min pige, på din kind.
Og kokospalmen slipper frugt
som slår en mand ihjel -
fordøm den hele hule flugt!
Min svale ven, lev vel!

5. Ve alle haves vandringsmand!
Urolig er hans færd,
som tåge, vind og skum på vand
og strøm og skjulte skær.
Men bærer det mod havets bund,
så mangen sømands kår,
når søen gurgler i min mund -
til dig min tanke går!

6. Men når den gule løvetand
ved Sjællands grøfter gror,
og fra det lave grønne land
man hører frøens kor;
når pinseløvet bryder frem,
de danske svale træer,
og alle fugle vender hjem -
du er mig atter nær!

Ordforklaringer

2.1 aftenstjernen: planeten Venus, opkaldt efter den romerske kærlighedsgudinde

5.1 Ve!: stakkels!

Melodien kan akkompagneres med bare tre akkorder

Melodien er tydeligvis en folkemelodi. Den er yderst enkel, i tredelt viseform (aaba), hvor de fire første takter repeteres for atter at gentages uændret til slut. Alligevel betegner Johannes V. Jensen den som ‘en mægtig Melodi’, utvivlsomt på grund af det flotte sekst-opsving i b-delen, der efter få toner afbalanceres af en nedadgående kvint. Taktarten er 6/8 med fuldstændig ens rytme i firetaktsperioderne – og den kan akkompagneres tilfredsstillende med bare tre akkorder. 

Pas på!

Med tanke på tekstens vekslende stemninger skal man som musiker passe på, at det ikke udvikler sig til fællessang med armkrog før i sidste vers. Det kan melodien nemlig godt lægge op til, men ikke teksten.

Fakta om En sømand har sin enegang

Nr. 95 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Johannes V. Jensen, 1925

Melodi: Folkemelodi

Første del af artiklen er skrevet af Jørgen Aabenhus og melodibeskrivelsen af Karen Bjerre og Jesper Moesbøl

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere