Det er som om melodien bider sig selv i halen Det er som om, der er noget galt med den her melodi, når man hører den første gang. Egentlig er sangen ret ligetil, men selv når melodilinjen går nedad, er det som om, akkorderne bliver ved med at bevæge sig opad. Fænomenet har en musikteknisk term, nemlig en ”shepard tone”. Vi kender fænomenet fra ”penrose trappen”, det optiske bedrag af en trappe, der bider sig selv i halen i et ”infinite loop”.
Når vi ikke kender vores begrænsning Her har vi samtidig nøglen til teksten.
”Fuglene vil op til skyerne
Det er den opadgående bevægelse, en spiral, der i sig selv danner det Babelstårn, som vi kender fra den jødisk-kristne tradition, men også fra det antikke Grækenlands tanke om det menneskelige nemesis. Når vi mennesker ikke kender vores begrænsning, men vil være guder og nå Himlen, så fanger vi os selv på en umulig trappe, hvor hjertet til sidst sidder fast og banker og vil ud.
Christian Dorph. Foto: Hreinn Gudlaugsson
Christian Dorph forener det videnskabelige og det poetiske
Det er Christian Dorphs store fortjeneste, at det er lykkedes at skrive en tekst, som forener den videnskabelig-astronomiske tilgang med den mytisk-poetiske. At han får partikelstøv til at rime på sommerløv. At når han taler om ”det mørke stof”, så hører vi både astronomens tale om universet og den kristnes benævnelse af synden, som bor i os.
De to sprog forenes forbilledligt i andet og tredje vers, hvor man uanset konfession må give forfatteren ret i, at historien løber gennem hver enkelt af os ”med folkedrab og støvletramp / og hård og tapper frihedskamp”. Om det så skyldes arvesynden (en ”blodig silkevej”) eller vores psykiske disponeringer (”ængstelse og trods”), det må være op til os hver især at afgøre. Men ingen kommer udenom, at denne historie sætter sig spor ”som lyse mønstre på en kind”.