Sangen er skrevet til DGI’s landsstævne 2009
Da en lang række efterskoler i 2009 skulle deltage i DGI’s landsstævne, sad efterskolelærer og komponist Rasmus Skov Borring med i styregruppen for det samlede efterskolehold. Han fik opgaven med at skrive en sang, som handlede om ungdom og efterskoleliv. Lidt atypisk for de fleste fællessange, startede Rasmus Skov Borring med at komponere en melodi, der for ham rummede følelserne og stemningerne i det at være ung og gå på efterskole. Da melodien begyndte at hænge sammen, tog han kontakt til Per Krøis Kjærsgaard, der få år forinden havde fået kæmpehittet Linedanser med i den 18. udgave af Højskolesangbogen.
Linedanser havde nærmest lagt efterskoledanmark ned i ren begejstring, og det var derfor oplagt at høre Per Krøis Kjærsgaard, om han ville bidrage til en ny fællessang til efterskoleholdet til DGI’s landsstævne. Resultatet blev Gi’ os lyset tilbage.



