Iben Krogsdal leger med sproget
Krogsdal ynder at lege med ord og kendte udtryk. Udtrykket "ukrudt naturel" minder f.eks. om "youghurt naturel" (første vers). Vi er vant til, at træerne ikke vokser ind i himlen, men Krogsdal drejer udtrykket, så "bøgen vokser lodret ind i himlen". Ikke kun april personificeres, det gør angsten også, når den "kludrer med sin logistik", hvorved brodden tages af angsten.
Et dagligdags udtryk som "Jeg ved da ikke, hvad det ligner" forbindes overraskende med sorgen (andet vers). Kombinationen af sjælen og de triste årsrapporter bringer associationer til årsopgørelser med underskud; men her i april letter de bare og forsvinder op over skyerne. Og man kan næsten mærke det, når de sengeliggende "får hold i ryggen / sådan som de strækker sig mod lykken" (tredje vers).
April er lidt kort i længden
Det er tid til forårsrengøring, og i gamle dage betød det, at de mørke vinterportierer blev skiftet ud med lette sommergardiner. Jo, der blev "makket med gardiner", så solen kunne komme ind i stuerne. Også nåden og modet er skildret som personer, der bare tør leve livet og f.eks. "vippe på stolen", sådan som børn gør (fjerde vers). April er dog "lidt kort i længden", som det hedder med en sjov sammenstilling af korthed og længde. Og så kommer overskuddet igen til udtryk i sidste linjes "liv og liv og liv". Det er ikke nok at sige det en enkelt gang, når man tænker frem mod maj og den kommende sommer!