Jeg kender et land

Jeg'et drømmer om et paradis

Denne salme fra 1824 er den første af tre versioner, som sluttelig bliver til O, kristelighed fra 1853.

Digtet indledes med et ”Jeg”, som i fantasien har kunnet føle sig hjemme på et vidunderligt og evigt sted, som kun kan være Paradiset (de tre første vers).

Drømmen er flygtig og skuffende

Dog viser det sig at være en drøm, der ikke kan indfries. Det havde Grundtvig fået et afklaret forhold til i løbet af 1824, hvor han i sit store selvbiografiske digt Nyaars-Morgen bl.a. fortæller om sin egen forgæves bestræbelse på at lave verden og sig selv om efter de store visioner, han havde om en ny tidsalder i Danmark, især inspireret af den gamle nordiske gudeverden. I vers fire til seks beskriver han derfor paradisvisionen som en flygtig og skuffende drøm, som hverken kunsten eller tænkningen kan fremkalde. De er blot ”en skinnende boble på tidernes strøm”.

Kærlighedens ånd må modtages ovenfra

Efter at have gennemlevet denne skuffelse, kan digtets jeg så slå om i en bøn (syvende til tiende vers, (”Lad…”, ”Sid…”) og altså med en bevidsthed om ikke at kunne række ud efter Paradiset. Det må omvendt komme til digteren, som står i en modtagende position. Da kan den jordiske tilværelse få karakter af de levendes land, hvis præcise indhold er levendegørelse af tro, håb og kærlighed (vers ni til elleve).

Med denne omvending kan visionen komme til sin ret netop som billeder af Paradiset, der vidner om en åndelig virkelighed.

N.F.S. Grundtvig

Den åndelige virkelighed

Hvad er åndelig virkelighed?

Det er f.eks. at tænke og forestille sig noget, som ikke umiddelbart findes - som Paradiset - og at tage sådanne tanker og forestillinger alvorligt som kilde til liv; de er altså til i deres egen ret (”rejserne mange til landet bag hav”, tiende vers) og kan ikke uden videre forliges med verden; de kan endda føre på afveje, hvad Grundtvig selv havde gjort erfaringer med. Men disse tanker og forestillinger er også med til at skabe nyt i det almindelige, jordiske liv og tilføre det en horisont, som ellers ikke ville kunne ses, og hvor der bagved altid vil være endnu en fornyende horisont.

Digtets afslutning viser til Kristus

Det fører endelig digtet mod sin afslutning, først en indirekte henvisning til Kristus (”Han kalder dig fader”, ellevte vers), siden til Faderen og Helligånden (”midleren”, tolvte vers) for til sidst at samle treenigheden i lovprisningen ”O, Kristelighed”. Kristus, det samlede udtryk for treenigheden, er den magt, som kan forbinde åndens virkelighed med det almindelige jordiske liv, dvs. forhindre tanker og forestillinger i at føre på afveje og samtidig tilføre det daglige liv fornyelse og betydning.

Grundtvig udfordrer begreberne

Det kan lyde en kende dogmatisk. Men et helt afgørende træk ved Grundtvigs salmer er, at han ubesværet kan sammenvæve sine egne erfaringer med kristelige begreber som f.eks. treenigheden. Dog således at han bestandig udfordrer begreberne for at kunne være i dem med sine monumentale erfaringer som f.eks. at have en overvældende billeddannende evne. Meningen er hele tiden at give adgang til en åndelig virkelighed, der kan oplive mennesker.