Jeg kender et land

Baggrund Tro

I sangen drømmer fortælleren om et paradis, der viser sig at være en flygtig og skuffende drøm. Grundtvig kendte selv til skuffelsen, da han i løbet af 1824 måtte sande, at hans vision om en ny tidsalder i Danmark ikke kunne indfries. I sangen vender han dog skuffelsen til en glæde over, hvordan drømme og forestillinger kan skabe nye horisonter i det almindelige, jordiske liv.

Jeg'et drømmer om et paradis

Denne salme fra 1824 er den første af tre versioner, som sluttelig bliver til O, kristelighed fra 1853.

Digtet indledes med et ”Jeg”, som i fantasien har kunnet føle sig hjemme på et vidunderligt og evigt sted, som kun kan være Paradiset (de tre første vers).

Drømmen er flygtig og skuffende

Dog viser det sig at være en drøm, der ikke kan indfries. Det havde Grundtvig fået et afklaret forhold til i løbet af 1824, hvor han i sit store selvbiografiske digt Nyaars-Morgen bl.a. fortæller om sin egen forgæves bestræbelse på at lave verden og sig selv om efter de store visioner, han havde om en ny tidsalder i Danmark, især inspireret af den gamle nordiske gudeverden. I vers fire til seks beskriver han derfor paradisvisionen som en flygtig og skuffende drøm, som hverken kunsten eller tænkningen kan fremkalde. De er blot ”en skinnende boble på tidernes strøm”.

Kærlighedens ånd må modtages ovenfra

Efter at have gennemlevet denne skuffelse, kan digtets jeg så slå om i en bøn (syvende til tiende vers, (”Lad…”, ”Sid…”) og altså med en bevidsthed om ikke at kunne række ud efter Paradiset. Det må omvendt komme til digteren, som står i en modtagende position. Da kan den jordiske tilværelse få karakter af de levendes land, hvis præcise indhold er levendegørelse af tro, håb og kærlighed (vers ni til elleve).

Med denne omvending kan visionen komme til sin ret netop som billeder af Paradiset, der vidner om en åndelig virkelighed.

N.F.S. Grundtvig

Den åndelige virkelighed

Hvad er åndelig virkelighed?

Det er f.eks. at tænke og forestille sig noget, som ikke umiddelbart findes - som Paradiset - og at tage sådanne tanker og forestillinger alvorligt som kilde til liv; de er altså til i deres egen ret (”rejserne mange til landet bag hav”, tiende vers) og kan ikke uden videre forliges med verden; de kan endda føre på afveje, hvad Grundtvig selv havde gjort erfaringer med. Men disse tanker og forestillinger er også med til at skabe nyt i det almindelige, jordiske liv og tilføre det en horisont, som ellers ikke ville kunne ses, og hvor der bagved altid vil være endnu en fornyende horisont.

Digtets afslutning viser til Kristus

Det fører endelig digtet mod sin afslutning, først en indirekte henvisning til Kristus (”Han kalder dig fader”, ellevte vers), siden til Faderen og Helligånden (”midleren”, tolvte vers) for til sidst at samle treenigheden i lovprisningen ”O, Kristelighed”. Kristus, det samlede udtryk for treenigheden, er den magt, som kan forbinde åndens virkelighed med det almindelige jordiske liv, dvs. forhindre tanker og forestillinger i at føre på afveje og samtidig tilføre det daglige liv fornyelse og betydning.

Grundtvig udfordrer begreberne

Det kan lyde en kende dogmatisk. Men et helt afgørende træk ved Grundtvigs salmer er, at han ubesværet kan sammenvæve sine egne erfaringer med kristelige begreber som f.eks. treenigheden. Dog således at han bestandig udfordrer begreberne for at kunne være i dem med sine monumentale erfaringer som f.eks. at have en overvældende billeddannende evne. Meningen er hele tiden at give adgang til en åndelig virkelighed, der kan oplive mennesker.

Jeg kender et land

1. Jeg kender et land,
hvor håret ej gråner, og tid har ej tand,
hvor solen ej brænder, og bølgen ej slår,
hvor høsten omfavner den blomstrende vår,
hvor aften og morgen går altid i dans
med middagens glans.

2. O dejlige land,
hvor glasset ej rinder med tårer som sand,
hvor intet man savner, som ønske er værd,
hvor det ikkun fattes, som smertede her!
Hvert menneske søger med længsel i bryst
din smilende kyst.

3. Forjættede land!
Du hilses i morgenens spejlklare strand,
når barnet mon skue din skygge fuldskøn
og drømmer, du findes, hvor skoven er grøn,
hvor barnet kan dele med blomster og siv
sit smil og sit liv.

4. O flygtige drøm
om evigheds-øen i tidernes strøm,
om templet for glæden i tårernes dal,
om halvgudelivet i dødningesal!
Med dig fra de fleste henfarer på stand
de levendes land.

5. O skuffende drøm!
Du skinnende boble på tidernes strøm!
Forgæves dig skjalden med mund og med pen
af glimrende skygger vil skabe igen.
når skyggen er ligest, da hulker de små,
som stirrer derpå.

6. Fortryllende drøm
om evigheds-perlen i tidernes strøm!
Du gækker de arme, der søger omsonst,
hvad hjertet begærer, i billed og kunst,
så varigst de kalder, hvad sikkert forgår
som timer og år.

7. O kærligheds Ånd!
lad barnlig mig kysse din strålende hånd,
som rækker fra Himlen til jorderigs muld
og rører vort øje med fingre som guld,
så blålig sig hæver bag buldrende strand
det dejlige land!

8. O himmelske navn,
som åbner for vores din hellige favn,
så Ånden, usmittet, kan røre ved støv
og levendegøre det visnede løv!
O, lad mig nedknæle så dybt i mit ler,
at Gud mig kun ser!

9. O vidunder-tro,
som slår over dybet den hvælvede bro,
der isgangen trodser i buldrende strand
fra dødningehjem til de levendes land!
Sid lavere hos mig, du højbårne gæst,
det huer dig bedst!

10. Letvingede håb!
Gudbroder, genfødt i den hellige dåb!
For rejserne mange til landet bag hav,
for tidender gode, for trøsten, du gav,
lad så mig dig takke, at glæde jeg ser,
når håb er ej mer!

11. O kærlighed selv,
du rolige kilde for kræfternes elv!
Han kalder dig Fader, som løser vort bånd,
al livskraft i sjælen er gnist af din Ånd,
dit rige er der, hvor man død byder trods,
det komme til os!

12. Vor Fader så huld!
Du gerne vil trone i templet af muld,
som Ånden opbygger i Midlerens navn,
med rygende alter i menneskefavn,
med himmellys-bolig af gnisten i løn
til dig og din Søn.

13. O kristelighed!
Du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt:
Mit land, siger Livet, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

Ordforklaringer

2.4   ikkun: kun

3.1   forjættede land: det som er lovet os (jf. israelitternes drøm om et land på Moses’ tid)

4.2   evighedsøen i tidernes strøm: samfund der søger at skabe paradisiske forhold her på jorden, utopier

4.4   halvgudelivet i dødningesal: menneskers forsøg på at hæve sig selv til guder her på jorden hvor døden råder. (Jf. Grundtvigs linje fra Langt højere bjerge: ”Vi vil os til guder ej grunde”). Kan forstås som filosofiske systemers forsøg på at ændre mennesker i et bestemt billede. Men de ”henfarer på stand”, dvs.  forsvinder igen

5.4   glimrende skygger: Kunstnerne kan skabe fantastiske værker, der dog altid vil være skygger af virkeligheden

5.5   når skyggen er ligest, da hulke de små: Når kunstværket er allerbedst og taler stærkest til os, ”hulker” vi fordi det viser sig kun at være en ”skuffende drøm”

6.3   gækker: bedrager. Igen om kunsten, der nok kan være ”fortryllende” når den hæver sig over det jordiske (”evighedsperlen i tidernes strøm”), men som helt sikkert ”forgår som timer og år”

7.3    fra Himlen til jorderigs muld: Kærligheden i de levendes land er ikke et resultat af de menneskelige drømme, men kommer fra Gud

8.1   himmelske navn: Jesus

8.2   vores: Enten betyder det ”vores favn”, altså at Gud omfavner mennesket, eller ”vores navn”, der så henviser til dåben, hvor vi i hans navn får vor egen identitet. Det lader sig ikke afgøre om Grundtvig har ment det første eller det sidste

8.3   så Ånden usmittet kan røre ved støv: Gud kan komme nær det dødelige menneske (”støv”)

8.4   det visnede løv: Det døde menneske kan Gud give liv igen – ligesom det sker i naturen hvert forår

8.5   mit ler: egentlig min krop. Her vel forstået som min jordiske elendighed

9.4   fra dødningehjem til de levendes land: jf. Saxos sagn om kong Hadding, der af en kvinde blev ledt hen til en høj mur. Da hun kvalte en hane og smed den over muren, galede den på den anden side. Sagnet spiller en store rolle i flere af Grundtvigs andre digte. For ham er det billedet på ”de levendes land”.

9.5   sid lavere hos mig: kom helt ned til mig hvor jeg er

9.6   huer: behager

12.1 huld: god, trofast

12.2 templet af muld: kan betyde både menneskets legeme og de fysiske kirker

12.3 Midleren: Jesus

13.1 kristelighed: se om salmen O kristelighed!

Bo Holtens melodi

Otto Mortensens melodi

Højskolesangbogen bringer to melodier

Højskolesangbogen bringer to melodier fra 1980’erne. Først Otto Mortensens, der også angives i salmebogen. Dernæst Bo Holtens der med sin bøgende 6/8 takt sit store toneomfang og sit indledende oktavspring her en medrivende fremdrift, der eftertænksomt standses ved oktavspringet i versenes sidste linje. Endelig henvises til Lindemanns melodi til Højskolesangbogens O, kristelighed (jf. artiklen herom).

Fakta om Jeg kender et land

Nr. 42 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: N.F.S. Grundtvig, 1824

Melodier: Otto Mortensen, 1982 og Bo Holten, 1986 (eller som nr. 51)

Artiklen er skrevet af Morten Kvist, melodibeskrivelse af Gunnar Jensen.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere