Jeg vælger mig april

Baggrund Året

"Kæmpen", Bjørnstjerne Bjørnson, var både i sin samtid og er stadig i dag kendt for sine stærke holdninger til norsk kultur, som han var med til at sætte en retning for efter landets frigørelse fra Danmark. Han anses for en af attenhundredetallets store, norske digtere og er blandt andet forfatteren bag Norges nationalsang.

Jeppe Aakjærs beskrivelse af kæmpen indenfor litteratur

”Da kæmpen stod bred og lys med pelshuen under armen oppe på den store trappesten og lo hjerteligt ned til os, syntes vi alle, at der var hændet os noget mirakuløst. Han var endnu dengang så rank og kæk at se på; der sad enkelte hvide stænk i hans rødlige kindskæg, hans stolte manke vajede som en fjerbusk, og hans dybe, hvasse øjne og den stærke næsten ungdommeligt rundede hage fuldendte for os det idealbillede, vi havde dannet os af ham”.

Jeppe Aakjær, 1902

Sådan beskrev Jeppe Aakjær i anledning af Bjørnstjerne Bjørnsons 70-års fødselsdag den 8.december 1902, hvilken uforglemmelig oplevelse det havde været for den unge Jeppe og hans kammerater 15 år tidligere at møde den store norske digter, da han i nogle dage besøgte Askov Højskole på vej hjem til Norge fra et længere ophold i Paris: ”Det var, som hele den værdige anstalt tog til at koge, ja, så at sige kaste huen mod loftet fra det øjeblik, da Bjørnson steg over dens tærskel”, skrev Aakjær. Og dermed skrev han på sin måde det samme, som mange andre har vidnet om.

Jeg vælger mig april

1. Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste;
det volder lidt rabalder, -
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil.

2. Jeg vælger mig april!
fordi den stormer, fejer,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter, -
i den bli'r somren til!

Bjørnson var en vellidt mand af stærke holdninger

Med vor tids sprog er der ikke tvivl om, at Bjørnson havde en kolossal karisma. Han dominerede ethvert rum eller ethvert selskab, han befandt sig i. Hvad han sagde og skrev, var ikke så vigtigt, som at det var ham, der gjorde det.

I sit liv gennemløb Bjørnson mange forskellige faser, han skiftede mening om mangt og meget, men altid stod han, hvor han stod, med fuld overbevisning. Der rejste sig et begejstringens vejr omkring ham, og det er ikke spor overraskende at læse Aakjærs beretning om, at Bjørnson havde våde øjne af oprigtig bevægelse, da han hørte højskoleeleverne synge Ja, vi elsker dette landet. Den havde Bjørnson taget med i samlingen Digte og sange i 1870, hvor man også finder Jeg vælger mig april!

Nationalskjalden skrev også om, hvorfor han foretrak april

Dermed er hele mandens brede register angivet. Han blev Norges store nationale skjald, som skrev nationalsangen eller i samme genre Jeg vil værge mit land, men også små bagateller som netop Jeg vælger mig april, en tekst som i al korthed og klarhed fanger og fastholder den brusende side af Bjørnsons egen personlighed – og forklarer hvorfor han foretrak april.

Sangen synges med smæld

Fornyelsen besunget i små, næsten programagtige smæld: ”Det volder lidt rabalder, – dog fred er ej det bedste, men at man noget vil”.

Let og sangbar melodi af komponisten Ludvig Mathias Lindeman

Også komponisten er norsk, Ludvig Mathias Lindeman (1812-1887). Herhjemme kendes han mest for sine melodier til nogle af vores kendte salmer, fx O kristelighed, men denne melodi viser, at han også besad evnerne til at skrive folkelige sange, der er kendetegnet ved en let sangbar, nærmest viseagtig stil. Tonerne løber dog ikke blot af sted: Første linje står isoleret med udråbet i begge vers: ”Jeg vælger mig april!”. Herefter tager de letløbende ottendele magten og intensiveres mere og mere, indtil forløbet brat stopper op på en halvnode, melodiens længste node, og efter en pause følger sidste linje med hvert vers’ markante udsagn, der lader melodien slutte lige så ubemærket, som den indledtes. Bemærk melodibogens akkompagnement, der i høj grad medvirker til den lette og galante stil.