Kær est du, fødeland

Baggrund Danmark

Det er karakteristisk for guldalderdigternes fædrelandssange, at de blev skrevet langt væk hjemmefra. Blicher skrev digtet, da han var forvalter på en præstegård langt fra den hede, hvor han voksede op. Digtet, der munder ud i en kærlighedserklæring til den jyske hede, beskriver, hvordan hjemveen retter sig mod et paradis. Sangen er sunget på flere melodier, men Oluf Rings melodi fra 1922 er uden konkurrence.

Nationalfølelsen opstod i guldalderen

Nationalfølelse i gængs forstand opstår i 1800-tallets første halvdel. Den hviler på kærligheden til dansk natur, historie og sprog. Perioden kaldes ofte den danske guldalder. I digtning og malerkunst kommer det danske landskab til at spille en stor rolle; for malerne især det frodige, idylliske østdanske.

Kærligheden skrildres langt hjemmefra

Det er karakteristisk, at en del af tidens digtere især skildrer deres ”Kærlighed til fædrelandet” langt hjemmefra (se fx Kærlighed til fædrelandet). For eksempel er Oehlenschlägers Underlige aftenlufte, der oprindeligt bærer titlen Hjemvee, digtet i Halle, Poul Martin Møllers Rosen blusser alt i Danas have på en rejse til Østen. Det er som om, afstanden til fædrelandet befæster digternes tilhørsforhold til det derhjemme.

Blicher beskriver længslen

Blicher fik først sent lejlighed til en enkelt udenlandsrejse (til Sverige). Længe forinden – i hans Digte, 1814 – udgjorde Hjemvee fællestitlen for seks digte. Lidt skematisk opstiller Blicher i de fem første digte nogle stærke kontraster. Eksempelvis skildrer han nordmanden i Holland, araberen i Schweiz og schweizeren i Paris. Alle længes de tilbage til netop den natur, der er dem fortrolig.

Der var også tale om hjemve for Blicher

At der også for Blicher var tale om hjemve skyldes, at digtene er blevet til, mens han var forvalter på faderes præstegård i Randlev syd for Århus – langt fra den hede, han var vokset op med.

Kær est du, fødeland

1. Kær est du, fødeland, sødt er dit navn,
til dig står dine sønners stærke længsel,
med lønlig magt vi drages til din favn,
hvert andet land mod dig er kun et fængsel.

2. Kun dér er våren i sin fulde pragt,
kun dér i al sin ynde som'ren smiler,
og skøn er selve vintrens hvide dragt,
når den på vore barndomsegne hviler.

3. Ja, skøn er fjeldet med sin top af is,
skøn er den dal, som fossens bølge væder,
den gule ørken er et paradis,
når den har skuet barnets første glæder.

4. Min fødestavn er lyngens brune land,
min barndoms sol har smilt på mørken hede,
min spæde fod har trådt den gule sand,
blandt sorte høje bor min ungdoms glæde.

5. Skøn er for mig den blomsterløse vang,
min brune hede er en Edens have:
Dér hvile også mine ben engang
blandt mine fædres lyngbegro'de grave.

Blicher er den fortrolige kender af den jyske hede

Slutdigtet i denne samling er Kær est du, fødeland. Mens H.C. Andersen med Jylland mellem tvende have er turist i det jyske, og Grundtvig med sin Jyllandssang Der er et land så kosteligt er den meget indfølende tilflytter, er Blicher den dybt fortrolige kender af den prunkløse hede langt fra guldaldermaleriets idyl.

Hjemveen retter sig mod et paradis

I digtet indgår nogle af billederne fra araberens ørken og fra nordmandens fjeldverden som en slags bevis på, at hjemveen retter sig mod ”et paradis (der) har skuet barnets første glæder”. Det munder ud i kærlighedserklæringen til den jyske hede.

Ordforklaringer

1.3   lønlig: hemmelig, skjult
1.4   hvert andet land: alle andre lande
3.2   fossens: vandfaldets
5.1   vang: mark

Oluf Rings melodi har en vemodig klang

Der kendes bl.a. melodier af Peter Heise og Thomas Laub, men Oluf Rings fra 1922 er uden konkurrence.

Melodien dækker digtets grundstemning. Tredjelinjens let vemodigt farvede mol virker afdæmpende, og de næsten identiske linjer et og fire giver melodien en sluttet form.

Hvor skal trykket lægges?

I anden og tredje vers synges første linje med optakt, så anden stavelse i linjerne betones (”Kun dér er våren…”). Det videreføres normalt til fjerde vers, der således synges ”Min fødestavn…”. For at være i overensstemmelse med digtets tankegang burde det i stedet synges som i første og femte vers med trykket på første stavelse: ”Min fødestavn…”.