1. Rosen blusser alt i Danas have,
lifligt fløjter vist den sorte stær,
bier deres brune nektar lave,
hingsten græsser stolt på fædres grave,
drengen plukker af de røde bær.
2. Her imellem havets dybe kløfter
gives aldrig vår og sommerpragt;
hvalen, kold og dum, ved skibet snøfter,
tavse fugl de brede vinger løfter
med sit bytte fra den våde jagt.
3. Mine venner i den danske sommer!
mindes I den vidtforrejste mand,
som så langt fra Danas fagre blommer,
her, hvor sydens blæst på sejlet trommer,
flakker fra sit elskte fødeland?
4. Udi øst og vest, og hvor jeg vanker,
drømmer jeg om jer ved Danmarks sund;
selv iblandt Constantias fulde ranker
mindes jeg med længselsfulde tanker
løvet i Charlottes bøgelund.
5. Klerken råber i Manillas rønner:
"Danmark er et lidet, fattigt land!"
Det forsikre Javas rige sønner,
selv Batavias skrantne kræmmer stønner:
"Danmark er et lidet, fattigt land!"
6. Kunne du, ved guld og sølv at love,
købe dig en nordisk kvindes tro,
købe dig et pust fra søens vove,
købe dig et ly af Tules skove
og en kløvermark til middagsro.
7. Fattig mand, som pløjer danske lande,
ryster æbler af sit eget træ,
har en kraftig arm, en kløgtig pande,
korn på marken, mælk i sine spande,
kvien står i græsset over knæ.
8. Ja, vor danske jord er sommerfrodig;
der er kræfter ved det danske brød:
Derfor er den danske mand så modig,
derfor var normannens kniv så blodig,
derfor er den danske kind så rød.
9. Under lyse bøg den danske bejler
med sin herligt - voksne pige går,
over deres hoved månen sejler,
svanen i det klare vand sig spejler,
nattergalen højt i busken slår.
10. Dersom sligt for fattigdom du tyder,
østens atlaskklædte, rige mand!
glad min sorte, danske brød jeg bryder,
takker Gud, mens fra min læbe lyder:
"Danmark er et lidet fattigt land!"