Guds nærvær hos den syngende menighed
I Juleevangeliet fortsætter den himmelske hærskares lovsang med ordene: og fred på jorden! Det er den ”fred”, Grundtvig digter om i første vers. Den himmelens fred som kom til jord med ”Guds Ord”. Guds Ord er Kristus, skaberordet der blev kød og tog bolig iblandt os. Kun med denne benævnelse går Grundtvig uden for englesangens ordlyd. For med gudsordet fortsætter Guds nærvær hos mennesker, hos den syngende menighed, lige nu i julen.
Julen bringer glædens bud for de bange hjerter
I vers 2 nævnes ”solhverv”, der falder ved juletid, når året vender, og dagene igen bliver længere. Sådan bringer julen med gudsbarnet i svøb et glædens bud for de bange hjerter (jf. Luk 2,10-14).
I vers 3 istemmer menigheden: ”Født er i dag barnet til Guds velbehag.” Med udtrykket ”i dag” gør Grundtvig fødslen til en nutidig begivenhed, og når han skriver: ”barnet til Guds velbehag”, betyder det, at Betlehemsbarnet var et menneske efter Guds behag, som blev i Hans kærlighed, sådan som det er ethvert menneskes bestemmelse. Ved ham fik vi børnekår og blev Gud til velbehag.