Kølig det lufter i måneskin mat

Baggrund Aften

Grundtvig skrev digtet på vej hjem fra et ophold hos nogle bekendte, hvor han havde overvundet en længere religiøs krise. I digtet skriver han om nattergalen som et symbol på morgenrøden, der skal bryde frem, og fugl føniks som et opstandelsessymbol. Digteren og præsten var nemlig selv i færd med at genopstå af asken til et fornyet liv.

Grundtvig skrev digtet efter en krise

Grundtvig skrev formentlig digtet i Hillerød ved Frederiksborg Slot natten mellem den 22. og 23. maj 1844. Han var på vej hjem efter et længere ophold hos sjællandske præstevenner, hvor han havde overvundet en krise og blandt andet digtet salmen Sov sødt Barnlille. Han skrev til Gunni Busck 28. maj 1844:

Til Helsingør kom jeg da ikke dengang, thi da jeg havde naaet Frederiksborg og der hørt Nattergalene baade Aften, Morgen og Midnat, fandt jeg, det var Nok og meer end Helsingør kunde stikke.

Grundtvig havde inden sin afrejse til vennerne på landet set sin død i øjnene og efterladt menigheden i Vartov sit ”åndelige testamente” i sine sidste prædikener. Med den overståede krise kunne Grundtvig vende tilbage og prædike veloplagt pinsedag i Vartov 26. maj.

Digtet findes i flere versioner

Grundtvigs manuskript fra 1844 findes med overskriften Sommernatten med fem vers (i øvrigt på det samme ark papir som Sov sødt Barnlille). Salmen blev første gang udgivet af Grundtvig i Danskeren 1849, en del ændret og udvidet til seks vers med overskriften Midsommers-Natten ved Frederiksborg. I Højskolesangbogen er vers et, tre og fire medtaget. Her skal nævnes en enkelt variant i vers tre: I 1844-versionen står der:

Men Prisen dog vinder,
Med Ax og Kiærminder
Den grundrige Høst
Efter Vaaren i Øst
Fra Roser og Lilier alle.

Når Grundtvig efter en netop overstået religiøs krise kan skrive ”Den grundrige høst efter vaaren i øst”, er det fordi, han tænker på ”gyldenhøsten”, som er vundet for den kristne, fordi der har været en ”vår i øst” med Kristi fødsel.

Kølig det lufter i måneskin mat

1. Kølig det lufter i måneskin mat,
blomsterne dufter i midsommer nat,
og borgen i søen på Hillerødsøen
står gammel og grå, mens fuglene slå
i nattergals lunden hin fejre.

2. Kølig det lufter i måneskin mat,
blomsterne dufter i midsommers nat,
mens gråhærdet kæmpe i Danemarks Tempe
sig hviler så blødt og blunder så sødt
som nattergalsungen i lunden.

3. Kølig det lufter i alderdoms år,
høsten ej dufter lig sommer og vår;
men prisen dog vinder med aks og kærminder
den grundrige høst fra vårtidens lyst
i nattergalslunden hin fejre.

Fuglenes symbolik

Tempe i vers to er en dal i græsk mytologi, hvor Persefone plukkede blomster, et billede på poesien. Nattergalen synger som den eneste fugl om natten og bliver derfor for Grundtvig et symbol på morgenrøden, der skal bryde frem (jf. Højskolesangbogens I al sin glans nu stråler solen). Også fugl Føniks klinger med, når ungen ved midsommer skal genopstå af asken som et opstandelsessymbol. Grundtvig sover lige så sødt som nattergalsungen, så den gråhærdede kæmpe kan vågne op til et fornyet liv, poetisk og kristeligt.

Men krisen genlyder i sangen ved det gentagne: ”Kølig det lufter”.

Svend Erik Werners melodi undertøtter teksten

Komponisten Sven Erik Werners (f. 1937) melodi understøtter på det smukkeste teksten. I de første to linjer forsigtigt inden for et snævert toneleje. Men så begynder en treleddet sekvens, markeret harmonisk gennem mørkt farvede, spændte molakkorder. Herfra organisk op på højtonen c (på det omkvædsagtige ”nattergal”), der tilføres glød af molakkorder med septim. Enkelt og samtidig raffineret.

Hvad kendetegner melodien til en god fællessang?

Sven Erik Werner har engang fortalt følgende lille historie om, hvad der karakteriserer en god melodi til fællessang. Han sad en aften ved klaveret og arbejdede på en ny melodi til H.C. Andersens tekst Hvor Nilen vander ægypterens jord, da det ringede på døren og udenfor stod underboen. Åh nej, tænkte Sven Erik Werner, det er blevet for sent, og han kommer for at beklage sig over mit spil. Men underboen sagde: ”Du har spillet det samme stykke musik i de sidste to timer, og nu bliver jeg nødt til at komme op og spørge dig: Jeg kender det jo så godt, men hvad er det nu, det hedder?” Så vidste komponisten, at han var på rette spor.