Halfdan Rasmussen skrev meget forskellige digte
Ved siden af de alvorstunge og ofte patosfyldte digtsamlinger, fulde af eksistentielle dilemmaer, som Halfdan Rasmussen skrev i 1940erne, kom der gradvist andre og mere lette og humoristiske dimensioner ind i forfatterskabet. Der kom børnedigte og -fortællinger til, den første var Fem smaa Troldebørn (1948), og i 1949 blev evergreenen over dem alle, Mariehønen Evigglad, trykt i dagbladet Social-Demokraten. Og så kom der den type af digte til, som nærmest var en genre for sig, og som har titler, der begynder med ”Noget om …” – han kaldte dem Tosserier. Syv bind blev det til i perioden 1951-57, plus nogle lejlighedsdigte i samme form, fx Højskolesangbogens Noget om kraft.
Tosserier – eller noget om …
Man kan betegne tosserierne som nonsensdigte; non sense betyder ”uden mening”. Digtene er dog ikke uden mening, men hverdagssproget vrides af led, entydige udtryk bliver gjort dobbelttydige, der leges med bogstavelige og metaforiske betydninger, og så er der tydeligt markerede rytmer og rim i digtene. Alt i alt tager den sproglige formulering styringen over indholdet; men det betyder altså ikke, der ikke er nogen mening, den er bare ikke 1:1.
Med til historien hører også, at Halfdan Rasmussen – ligesom fx Tove Ditlevsen – sværgede til de traditionelle digtformer, og dermed følte sig i modsætning til de modernistiske strømninger med deres intellektuelle tilgang til digtningen og deres frie vers.
Digte er som drømme
Halfdan Rasmussen var romantiker: Digte er ligesom drømme, de er uden for bevidsthedens kontrol.
”Atter og atter at forsøge at sige det usigelige, give stilheden mæle, lukke op for det lukkede, artikulere hvad der strejfer en, naar man er aaben for det. Det er digterens lod.”
Sådan skrev han i en kronik ”Om Lyrik” i Social-Demokraten 23. marts 1948, en slags programerklæring:
”Poesi er, at tingene synger igennem en, at stilheden aabner sig og slaar strenge an i ens sind, strenge, man aldrig havde kendt.”
Digtet er næsten som et surrealistisk maleri
I det første bind af Tosserier, 1951, står Noget om en dejlig nat, som er titlen på det digt, der begynder: "Søen ligger blank og våd". Fire små vers med fire korte verslinjer, hver med en helt fast struktur for versefødder og enderim.
Det billede teksten tegner her, kan minde om surrealistiske billeder af den poetiske slags, man finder hos malere som Marc Chagall eller Paul Klee – eller hos en digter som Jens August Schade. Elementer som egentlig ikke passer sammen, kommer alligevel til at balancere i det samme rum.
I Noget om en dejlig nat stilles de billedlige udtryk, som på en ret konkret måde har at gøre med jeget i den lille båd, sammen med abstrakte begreber som sjæl og hjerte. Denne nat er dejlig, fordi den mindes som en god drøm, eller dejlig fordi jeg'et faktisk har sejlet lykkelig rundt på en båd under stjernehimlen.