Digtet stammer fra Ester Bocks digtsamling Psalt
Ester Bock har et anseligt forfatterskab bag sig, bl.a. en familiekrønike i seks bind, hvor hun skildrer ændringer i familieformerne i sidste halvdel af det 20. århundrede. I digtsamlingen Psalt (1977) findes nu blitzer edderkoppespind i graner trykt første gang. Titlen Psalt er et ordspil, der går dels på psalteret, dvs. Davidssalmerne i Gamle Testamente, dels er det en hentydning til Jesus’ ord til disciplene i Bjergprædikenen: ”I er jordens salt” (Matthæusevangeliet 5,13).
Teksten trækker tråde til en salme af Kingo
Teksten er skrevet i samme versemål som Kingos Nu rinder solen op, og der er så klare lighedspunkter mellem de to morgensalmer, at man kan se Ester Bocks tekst som et moderne, jordnært svar på Kingos storladne barokdigt. Begge giver udtryk for en umiddelbar glæde over, at natten er til ende, og dagens gerning kan begynde – med liv og lyst og virksomhed.
Bock skriver i et modernistisk sprog
Der har i digtningen været en vis tradition for såkaldt ”poetisk” sprog, hvor kun gloser med rod i den romantiske fortid var brugbare. Selv om de fleste af det 20. århundredes lyrikere har gjort op med denne holdning, har den vist sig ret bestandig i salmedigtningen. Derfor er det usædvanligt, at Ester Bock i denne tekst på modernistisk vis sammenligner sollysets refleks i dugdråberne med fotografens blitzlys og ligeledes overrasker med konkrete sansninger som i slutningen af vers et og begyndelsen af vers to, inden teksten munder ud i bøn om, at Gud vil aktivere ”min dovne krop” til at få lyst at ”gøre nytte”.
Salmerne rummer en selvanklage
I sit forord til Psalt skriver Ester Bock:
Mine salmer er et selvopgør, en selvanklage … i salmeform kan man takke for, at det er muligt at få tilgivelse for, at man næsten ingenting gør – eller i hvert fald slet ikke tilstrækkeligt – for sin nødlidende næste. Imidlertid bliver dét ikke lovsang, men en bodssalme – eller blasfemi.
Den manglende tegnsætning vidner om en strømmende kontinuitet
I Højskolesangbogen anvendes stort begyndelsesbogstav og afslutningspunktum ved hvert af sangens vers. I Ester Bocks digt bruger hun ellers kun små bogstaver undtagen i navnet Gud, og hun sætter ikke nogen form for skilletegn. Er det mon for at markere en stadig strømmende kontinuitet – ingen afbrydelser i ”Guds egen tid”?”