Johansens salme rummer en bevægelse gennem de fire vers
I de første to vers er det Gud, der synger, i øvrigt med en diskret henvisning til Johannesevangeliets første kapitel, hvor det lyder, at ”I begyndelsen var Ordet”. I vers to er det lærken, kaskelotten og droslen, der får deres sangstemme, mens Adam spiller for Eva. At lærkens sang får vingefang, kan ses som en henvisning til Grundtvigs Alt, hvad som fuglevinger fik, der også handler om sangens væsen.
I vers tre foldes sangen ud, så det nu er os, der synger med efterklang af Paradiset. Nu er det os, der med morgensang kan synge solen ud af mørket.
Og endelig i vers fire løftes perspektivet, idet vores sang knyttes til solens gang. Når solen bevæger sig hen over jorden, så følger sangen med og krydser grænser sammen med solen. Sangen stiger med solen om morgenen og daler som solen om aftenen. Sangen bærer små og store ord, og den gør det i kor med de samme stjerner fra Jobs bog, som der blev indledt med i vers et.
Salmen rummer sangens gennemgribende karakter
Med denne bevægelse rummer salmen en implicit fortælling om sangens karakter: At den for evigt er knyttet til skaberværk og menneske- såvel som dyreliv, og at den indbyder til fællesskab og lovsang, mens den bevæger sig fra mund til mund under solen.