Først offentliggjort i Højskolebladet
Efter en periode som lærer på Askov Højskole blev Jakob Knudsen i 1890 valgmenighedspræst i Mellerup ved Randers Fjord. Her skrev han i løbet af tre dage i december først aftensangen Tunge, mørke natteskyer og umiddelbart efter Se, nu stiger solen af havets kød, offentliggjort i Højskolebladet 20. marts 1891.
Jakob Knudsen kaldte ikke selv sin morgensang en salme, og først i 1953 blev den optaget i Den danske Salmebog. Det skyldes muligvis dens sanselige billedsprog, hentydningerne til nordisk mytologi, og at teologer har misforstået den som hedensk soldyrkelse, fordi de ikke har haft blik for, hvor tæt den slutter sig til den danske salmetradition i øvrigt.
Lidenskabelig kærlighedserklæring til dagen og livet
Sangen indledes med et fødselsbillede. Solen stiger op af havets skød, og lyset lander på verdens kyst. Det altomfattende naturbillede, som indbefatter alle de fire elementer luft, vand, ild og jord, modtages med åbne sanser og kropslig veloplagthed (vers 3.2). Betagelsen af den skabte verden kulminerer i en lidenskabelig kærlighedserklæring til dagen og livet - trods synd og død - for så lidt som i Jakob Knudsens aftensang er der her nogen overfladisk optimisme. Han kender til mørkhed og sjælevé, men har også oplevet befrielsen ved at give afkald på magten over sit liv (vers 3.4).
Udsynet åbnes "i himlen ind"
I vers 5 åbnes udsynet ”i himlen ind”. Svarende til indåndingen i vers 2 er det her Guds åndepust, der fuldender skabelsen af den nye dag, jf. 1 Mos 2,7. I fortrøstning til livets Gud kan digteren se selv døden i møde.
Fra den enkeltes tilværelse til frelseshistorien
I slutverset udvides perspektivet mægtigt fra den enkeltes tilværelse til at omfatte hele frelseshistorien fra skabelsen til fuldendelsen når ”alle dødens skygger for evig fly”: I vers 1 lander lyset på verdens kyst, i vers 7 står lyset stille på livets kyst på opstandelsens morgen.