Sommersang uden sol

Teksten besynger begæret som en livsbetingelse

Måske der snarere er tale om, at teksten er en besyngelse af begæret som livsbetingelse: Et tankestrejf om erotisk forening med dem, man møder i de lyse sommernætter, og som kun holdes nede af, at man for længst har valgt sin livspartner. Der er en "virkelighedens sorg" i vemodet over de forspildte muligheder i form af alle dem, man aldrig mødte, “mens min ungdom går forbi”. Det er et tema, som i øvrigt også kan findes i Poul Henningsens tekst til I dit korte liv.

De lyse nætter pirker til drømmen om virkelighedsflugt

De lyse nætter lokker med alt det, der kunne have været anderledes i ens liv. De pirker til drømmen om virkelighedsflugt, hvor begæret retter sig væk fra alt andet end den, man lever sit liv med. Derfor er begæret som sommerens soldater, der må stille deres sult med oblater, for man må jo gøre et eller andet for at holde den dårlige samvittighed over sine syndige tanker fra døren. Og oblater ikke blot ligner chips, men må også indtages i lige så store mængder i forsøget på at få dette forehavende til at lykkes – eller til at opnå syndsforladelse.

Teksten hylder forelskelsen og forsvarer fascinationen

Teksten til Sommersang uden sol fremstår i romanen som en slags poetisk opsummering af den kvindelige hovedpersons overvejelser, der blandt andet lyder sådan her:

"Vi behøver vores forelskelser, og hver eneste gang begæret rammer mig som et skybrud, et uterligt vanvid, der kunne elske hvem som helst, er det mest af alt et forvirret udtryk for glæde over, at verden findes."

Derfor er sangen ifølge Pilgaard en alternativ midsommersang: En hyldest til forelskelsen og samtidig et forsvar for den tanke, at man godt må blive fascineret af andre, selvom man er lykkeligt i vej med sin elskede.

Melodien understøtter teksten som en billedramme

Sangen går i C-dur, som komponisten Katrine Muff Enevoldsen har fortalt, er hendes foretrukne toneart, enkel og ligetil som den er at spille i på klaveret, hvilket er hendes instrument. Valget af denne rene og enkle toneart står dermed i tankevækkende kontrast til tekstens kredsen om ting, der let kan føre til bøvl og besvær. At sangen går i tredelt taktart, sådan som fire ud af Enevoldsens fem bidrag til Højskolesangbogen gør, skyldes ikke blot en særlig præference, men også at teksten efter hendes grundige nærlæsning kaldte på netop denne taktart. Denne arbejdsmetode er i god tråd med, hvad Enevoldsen har fremhævet, er hendes melodiers primære funktion: At understøtte teksten som var melodien en billedramme, hvis rolle er at få billedet til at tage sig bedst muligt ud.

Artiklen er skrevet af Henrik Marstal. 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.