Grundtvig var ramt af en depression
Der er stor forskel på, hvordan denne salme bruges i hjem og kirke, hvor den henvender sig til børn, der er lagt i seng eller er blevet døbt, og så den sammenhæng, som Grundtvig skrev den i. I 1844 var han en mand på 60 år og endnu en gang ramt af en alvorlig og langvarig depression. Han troede, døden var nær, jf. artiklen om Køligt det lufter. Under sine besøg hos venner på Sjælland besøgte han Peter Rørdam i Mern og præsenterede de første vers af salmen (versene 1,3 og 4). De øvrige vers skrev han senere.
Grundtvig trøster sig selv
Den kraftfulde profet Grundtvig skriver her en trøsterig sang til sig selv, idet han husker Jesus’ ord ”hvis I ikke bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige” (Mat 18,3). Der ligger altså en dyb angst og anfægtelse bag de tilsyneladende så idylliske ord. Men det gør vel blot sangen endnu mere stærk og ærlig - en sang om, hvad dåben betyder for et menneske.
Gud tegner korset over barnet
Efter den indledende første vers om Guds engle, der på hans befaling står vagt om de små (både børn og voksne), kommer den vigtige henvisning til dåben i vers 2: Korstegnet over det lille barn nævnes på næsten katolsk vis som en besværgelse mod de onde magter og djævelen. Men Grundtvig er ikke blevet overtroisk. Korstegnet indgår sammen med dåbens øvrige ritual i Guds direkte ord til mennesket uden om alle teologiske spekulationer. Derfor er det heller ikke præsten, men Guds fingre og Guds ord, der tegner korset over barnet.
"Frelserens bøn" er fadervor
I de følgende tre vers synges der om ”Frelserens bøn”. Det er Fadervor, som Jesus lærte sine disciple, og som derefter er givet videre til alle efterfølgende generationer bl.a. ved dåben. Englene i himlen genkender bønnen og tager imod den og jubler. Og alle de døbte, der nu er døde, kan juble med, for også de genkender jo bønnen.
Nadveren er Guds eget ord til menigheden
I sjette vers synges der om trøsten, der drypper som manna på vuggen. Verset er en senere tilføjelse og skal formodentlig hentyde til nadveren, der også ifølge Grundtvig er Guds eget ord direkte til menigheden. Med denne trøst kan det angstfyldte gudsbarn nu sige ”godnat til tvivlen og frygten og sorgen”.
Det afsluttende vers begynder som den indledende, men nu nævnes Jesus, som har skænket nåden, lyset og livet.