Den verdslige sang minder om sin tvilling
Den oprindelige verdslige vise har en form, der minder om dens kirkelige tvilling med faste omkvæd både først og sidst og varierende verselinjer i midten, men den handler ikke om kirkelige højtider, men om naturens frembringelser og det daglige brød i alle dets afskygninger. I den oprindelige vise takkede man således for korn, flæsk, grise, gåse, fede køer i båse og for æbler, urter og smukke piger at danse med.
Visen, der formodentlig er den ældste af de to tvillingesange, rummer linjer og vers, der er så lumre og lystige, at det nok er grunden til, at et fromt menneske på et tidspunkt har set sig kaldet til at digte et kirkeligt modstykke, og det er ikke hverken første eller sidste gang, at der på den måde har været parallel-leg og konkurrence mellem verdslige og kirkelige sange og salmer.
Det kirkelige og det verdslige mødes i sangen
Grundtvig digter sin nytårssalme fri fra forlægget, og det er nok især selve ideen om en kirkelig og verdslig variation af den samme sang, han har ladet sig inspirere af, for salmen, som den foreligger her, er ikke høvisk og kropslig, men drejer sig især om oplysning, nåde, fred og vækst. Men en salme er det, for Grundtvig understreger, at alt kommer fra Guds hånd og i Jesu navn, og fordi det ikke bare er et kalenderår, vi byder velkommen, men et ”Herrens år”.
DR har sikret sangens popularitet
Mens den mere verdslige salme i salmebøgerne og kirkerne har stået i skyggen af adventssalmen, så har nytårsudgaven sikret sig overlevelse og popularitet i kraft af den gennem adskillige traditioner hævdvundne afsyngning i DR - og før det Statsradiofonien - nytårsaften.