Grundtvig oplevede flere depressive perioder
Efter en version fra 1843 nåede Grundtvig frem til salmens endelige udformning i 1844. Den findes i Sang-Værket bd. 4, som indeholder hans Salmer og kristelige Digte, 1844-55.
Grundtvig oplevede flere depressioner i sit liv. I 1844 kom en af de svære. Han blev først plejet af sin datter Meta og siden tilbragte han forårsmånederne hos præstevenner rundt om på Sjælland. Det er karakteristisk for Grundtvigs depressive perioder, at de fulgtes af en produktiv energi. I tiden efter 1844-depressionen skrev Grundtvig således fx Højskolesangbogens Kirkeklokke! mellem ædle malme, Sov sødt, barnlille og i efteråret Nu falmer skoven trindt om land.
For Grundtvig var døden en fjende
At sige verden ret farvel skrev Grundtvig efter eget udsagn for sig selv efter sygdomsperioden. I sin dødsangst taler Grundtvig direkte til Jesus, som er den eneste der kan hjælpe. Vers et minder om Kingos Far, verden, farvel og Oehlenschlägers Lær mig, o skov, at visne glad, men Grundtvig delte ikke Kingos syn på den forgængelige verden og heller ikke den naturromantiske idé om at træer og fugle siger farvel til livet i glæde. For Grundtvig var døden en fjende. Han hang ved livet og dermed ved livets syndighed, jf. vers to, som henviser til Guds udsagn (1 Mos 3,15) om at slangen vil forlede til synd, men også at en af Evas slægt skal overvinde døden. Jesus overvandt døden – trods dødsangsten i Getsemane Have.
De stærke vers fem og seks er skrevet direkte under rystelsen af depressionen. "Aldrig har tanken om tilintetgørelsen vist sin magt over menneskets sind i mere rystende skikkelse end i denne salme", skrev litteraturhistorikeren Hans Brix.



