Det er lærkernes tid

Baggrund Året

Ludvig Holstein er stærkt inspireret af naturen i sin digtning, der rummer både jævne tekster og kunstfærdige digte. I denne sang spiller lærken rollen som forårsbebuderen, hvis sang varsler, at nu er det virkelig forår. Alting spirer frem under lærkens sang, og i sidste vers kommer forløsningen fra vinterens knugende kulde. Thorvald Aagaard skrev melodien.

Ludvig Holstein er en mestelig lyriker

Ludvig Holstein er en mesterlig lyriker, der ubesværet anvender alle lyrikkens virkemidler. Han skriver ganske jævne tekster som Det lysner over agres felt og mere kunstfærdige digte med både ende- og bogstavrim og en elegant udnyttelse af rytmen som i Fyldt med blomster. Til denne kategori hører også Det er lærkernes tid, ikke mindst rytmisk og med den elegante gentagelse af førstelinjen i hvert vers til sidst.

Digtet stod i samlingen Digte 1903, der også rummer Det er i dag et vejr – et solskinsvejr. Her har Holsteins natursyn udviklet sig væsentligt siden samlingen fra 1895 med de ovennævnte digte.

Naturen er digterens inspirationskilde

Intet har inspireret Ludvig Holstein så meget som naturen; han er nærmest opslugt af den. Han er panteist, klart udtrykt i to små linjer fra et digt: ”Ja, jeg er troende, / jeg tror på det groende”. Det præger også dette digt. Endnu en gang er det lærken, der må holde for som forårsbebuderen. Når lærkens sange piler gennem luften, er det virkelig forår. Men der er også ”abildens tid”, overalt står æbletræerne med bristefærdige knopper. Om kort tid brister de som ”hvirvlende stjerner, til stammen står hvid”. I et kort glimt er æbletræets blomstring kaldt frem.

Dermed er der lagt op til ”bristningens tid”. Det nye liv bryder frem under den rugende lærke i kirsebærlunden, – ægget brister. I endnu et lynglimt viser Ludvig Holstein hen til lærkernes travlhed over vore hoveder: ”Nu begynder dens flid”.

Det er lærkernes tid

Det er lærkernes tid.
Ad usynlige gange
pile deres sange
gennem en luft,
som er sitrende blid, -
det er lærkernes tid.

Det er abildens tid.
Over grene og kviste
myldre og briste
hvirvlende stjerner,
til stammen står hvid, -
det er abildens tid.

Det er bristningens tid.
I kirsebærlunden
brast under hunnen
ægget i nat,
nu begynder dens flid, -
det er bristningens tid.

Og forløsningens tid.
Vågn, hvad der blunder,
brist som et under,
drøm i hvert sind, -
det er bristningens tid
og forløsningens tid. -

I sidste vers forløses vinterens kulde

I sidste vers kommer så naturelskerens og panteistens trosbekendelse. Forløsningen. På en måde det samme ord som ”frelse”. Forløsning fra vinterens knugende kulde og mørke til det nye liv, der har ligget som en drøm, der nu går i opfyldelse. Det er både bristningens og forløsningens tid. Der er ikke anden guddommelighed end naturen selv.

Forløsningen understreges af digtets rytme. I hvert vers står første og sidste linje som overskrifter eller udråb, og i linjerne imellem kommer i en lang, hastig, hjertebankende strøm de signaler, der viser hen til forløsningen til sidst i digtet.

Thorvald Aagaards melodi understreger teksten

Thorvald Aagaards melodi (1927) understreger teksten på fornemste vis. Første linje fremhæves ved et øjebliks ophold på fermaten, eftertænksomt for ligesom at understrege betydningen af det netop sungne. Man får tid til at danne egne associationer, inden man præsenteres for digterens. I slutningen af verset kommer gentagelsen af denne verslinje hele to gange, hvor den sidste virker konkluderende. I midten har melodien en stort set trinvis stigning op til højdepunktet – understreget af endnu en fermat.