Thøger Larsen skildrer sommeren som den er
Thøger Larsens Sommervise, som digtet oprindelig hed, er en af vore mest afholdte årstidssange. Måske fordi den giver en skildring af den danske sommer, netop som den er.
Vintersangenes længsel efter en virkelighed vi ikke har
Med vintersangene – Ingemanns I sne står urt og busk i skjul, Blichers Det er hvidt herude, Christian Winthers Sneen dækker mark og mose og Aakjærs Sneflokke kommer vrimlende – forholder det sig anderledes. De går ud fra, at vinter i Danmark er ensbetydende med snevejr, selv om vi sjældent oplever det, og sangene bliver til en længsel efter en virkelighed, vi ikke har. Måske er digtet konkret inspireret af sommeren 1923, som vekslede mellem umanerligt kolde og regnfulde perioder og en juli måned, som bød på velsignet sommervejr.
Sommeren er et lunefuldt og drillende væsen
Thøger Larsen vælger at tiltale sommeren som en kvinde, et lunefuldt og drillende væsen, der er svær at blive klog på, men som måske af samme grund bliver endnu mere interessant og betagende, bjergtagende og fortryllende med sin tordenlatter og sin tordenregn. Alligevel erkender han at ”hjertet inderst er pure guld”.
