Sangen bærer titlen Solhvervssang
Denne sang havde titlen Julesalme og Solhvervssang da den blev trykt i dagbladet Politiken 2. december 1917; da digtet kom i bogform i 1921, havde det titlen Solhvervssang.
Jensen ønskede sig borgerlige højtider istedet for de kristne
I Aarets Højtider (1925) står en artikel og et digt til hver højtid – nytår, fastelavn, påske, pinse, midsommer (med Højskolesangbogens Hvor smiler fagert den danske kyst som digt), frugttid, solhverv (med dette digt) og endelig begravelse. Johannes V. Jensens ærinde med denne bog var at argumentere for borgerlige højtider, der kunne erstatte de kirkelige højtider, som er uden indholdsmæssig relation til årets gang i den danske natur.
Johannes V. Jensen kalder sangen sin første verdslige salme
Johannes V. Jensen omtalte denne Solhvervssang som "den første verdslige Salme jeg skrev”. Det er i oplevelsen af årstidernes cyklus, at den religiøse følelse træder frem i danskernes sind, hvis ”dybeste Tilbøjelighed, en Hjemvé efter Fortiden” – altså højtidernes hedenske, naturlige følelse – bunder i, hvad han kalder en ”Skovlængsel”.
Motivet for højtiderne skal søges i naturens gang og gentagelser
Mens han finder, at det kristelige budskab ingen rod har i danskernes naturoplevelse, symboliserer juletræet og julelyset solhvervet, ”det gamle centrale og sande Motiv, der ligger til Grund for Julehøjtiden”. Og, mener Johannes V. Jensen:
i en Hengivelse til Naturens store Gang, dens Gentagelser, dens stumme Umaadelighed, skulde Motivet til enhver Højtidsstemning søges.
Således er sangen til solhverv og jul i sin grund en hymne til ”Danmarks fagre sommer” (3.8).
