Svante sørger for, at håbet får plads i digtets sidste vers
Sangen stammer fra Svantes viser (se kommentar til Højskolesangbogens Aftentur med Rosalina ). Sangen er fra en af Svantes bedre dage, og dog er den lidt sørgmodig. I bogen Svantes viser gør den fiktive udgiver et forsøg på at tolke digtet, hvilket giver Svante lejlighed til som et modtræk at klippe digtet i stykker, hvorved det tidligere første vers kommer sidst. Han siger selv, at det er for, at linjen ”digte forstået” kan komme til sidst. Det får nu samtidig den meget vigtige virkning, at sangen fra at være døende med vinteren nu kan vende sig mod foråret og det nye spirende liv.
Benny Andersen
På kun 16 linjer beskrives hele årets gang
Digtet er ellers ret fantastisk ved med disse 16 linjer at komme året igennem i Danmark, så enhver kan nikke genkendende til det. Det er små signaler til livet på de forskellige årstider, ikke store poetiske deklamationer, men præcise hverdagsiagttagelser.
Børnene spiller en central rolle
I første vers, der handler om sommeren, drejer det sig om børnene, småbørnene, pigerne og formodentlig drengene, der spiller fodbold. Det er lyst og lykkeligt; vasketøjet vajer som flag på tørresnorene. Om efteråret er det skolebørnene. Efteråret betyder, at det herlige frie udendørsliv er forbi, og det hele bliver mere trist: Alting går mod forfaldet, og tårer bliver fældet.
Om vinteren rammer de voksnes alvor
Om vinteren går det helt galt; og nu handler det kun om de voksne. Skilsmisser, dødsfald og romanlæsning har afløst sommerens muntre liv. Forkølelser og druk. Det lakker mod enden.
Men til sidst kommer foråret
Men så kommer foråret til sidst: Blomster, forårsrengøring, græsplæner. Det er flot, så meget han når at få med.
Rytmen understreger den sørgmodige stemning
Den sørgmodige døende stemning understreges af rytmen. Den falder: En trykstærk efterfulgt af to tryksvage stavelser (daktyler). Men med den aktivitet, der beskrives i sidste vers, modsiges døden, og det sker samtidig med, at digte forstås. Ikke blot digte i al almindelighed, men først og fremmest det, vi sidder og synger.