1. Januar har sne på huen,
han har øjne blå som is;
når han træder ind i stuen,
fyldes den med vinterdis.
Men det er af ham, vi får
overrakt det nye år;
og når han har bragt sit bud,
vender han sig og går ud.
2. Januar er ingen dommer,
frosten har sin egen lov;
både gunst og ugunst kommer
over have, mark og skov.
Kuldens greb er strengt og hårdt,
knuger alt det svage bort;
dyr og fugle, skjulte frø –
hvem skal leve, hvem skal dø?
3. Mennesker har tætte tage,
huse, der kan varmes op;
selv de syge, små og svage
kan få hjælp til sind og krop.
Januar gir kun besked
om, hvad vi i grunden ved:
vores menskeværk til trods
er natur en del af os.
4. Nogle holder kun af styrke,
ser på svaghed med foragt;
og den hårdhed, de vil dyrke,
kalder de naturens magt.
Magt alene er kun vold,
halv natur er død og gold;
strenghed er den ene del,
mildhed gør naturen hel.
5. Januar har tykke såler,
sneen knirker ved hans skridt;
solens vinterblege stråler
gør det hvide mere hvidt.
Hvis man følger ham på vej,
gir han en et fi ngerpeg:
der er lun og fugtig jord
i hans dybe støvlespor.