Det lyser koldt i februar

Baggrund Året

Sangen er skrevet af Iben Krogsdal og Erling Lindgren og stammer fra udgivelsen Et dusin danske sange, der indeholder 12 nye danske årstidssange. Tonen i sangen er trodsigt munter, fordi den syngende ikke blot er træt af vintervejret, men også træt af at være træt at vintervejret. Heldigvis er foråret på vej.

Sangen stammer fra Et dusin danske sange

Det lyser koldt i februar stammer fra samlingen Et dusin danske sange, der udkom i 2014. To komponister (Erling Lindgren og Erik Sommer) og to forfattere (Niels Brunse og Iben Krogsdal) var i 2012 af initiativet ”Kolding Sangens By” blevet inviteret til at skrive 12 nye danske årstidssange. Igennem et år skrev forfatterne på skift en sang for hver måned, og denne er så februar måneds sang, skrevet af Iben Krogsdal (se nærmere om forfatteren i kommentaren til Lige før timerne mørkner i juni).

Udgivelsen hylder Thomas Laub og Carl Nielsen

Da cyklussen var sluttet, blev sangene trykt i en bog og sunget til en alsangskoncert på Kulturnatten den 22. august 2014 på Kolding Bibliotek. Bogudgivelsen er samtidig en jubilæumsudgivelse i anledning af 100-året for udgivelsen af En snes danske viser af Thomas Laub og Carl Nielsen, deraf titlen Et dusin danske sange. En snes danske viser udkom i to bind i hhv. 1915 og 1917 og skabte en fornyelse og genoplivning af den danske sangskat. Det er herfra, sange som Stille, hjerte, sol går ned og Underlige aftenlufte stammer.

Højskolesangbogen har optaget fem af sangene fra Et dusin danske sange:

Nr. 234 December: årets endeligt
Nr. 267 Januar har sne på huen
Nr. 278 Det lyser koldt i februar
Nr. 306 Hej april
Nr. 334 Lige før timerne mørkner i juni

Iben Krogsdal

Der er en trodsig munter tone i sangen

Tonen i Iben Krogsdals Det lyser koldt i februar er trodsigt munter. Længslen efter foråret er mærkbar ved, at den syngende ikke blot er træt af kulden og vintervejret, men træt af at være træt af kulden og vintervejret. Eller, som der står i tredje vers, alle har fået ”mer end nok / af deres vinterkvaler”. Naboen (første vers) synes, han er sløj, men måske er også dét blot februar, der tærer på ham.

Vinteren har varet længe

Sangen er en vintersang, hvor vinteren har varet længe. Og fordi den har varet længe, føles det, som om den aldrig får ende. Det er en kamp på udholdenhed, og det opleves, som der står i andet vers, som en ”tabersag”.

Det lyser koldt i februar

1. Det lyser koldt i februar
jeg går og trodser frosten
med støvlefór og længsel
efter nyheder i posten
min nabo synes han er sløj
– det er han måske osse
man tærer meget på sig selv
når man skal vintertrodse

2. Hvor er det dog en tabersag
at vintren aldrig vender
vi trænger til lidt mere dag
med lys i begge ender
for skønt man måske flotter sig
og trækker op i huen
er solen stadig koldere
end der er varmt i stuen

3. Jeg tager forskudsmod til mig
og trasker hen ad gaden
hvor sneen endnu slænger sig
som sørgebind i staden
og alle dem jeg hilser på
bag jakkeuld og sjaler
har også fået mer end nok
af deres vinterkvaler

4. Så er der pludslig en der vist
har hørt den første lærke
og når vi mærker efter
kan vi alle sammen mærke
en utvetydig forårssol
en krokusagtig duften
– og er det ikke også blevet
mildere i luften?

5. Jeg stryger hjem og hilser på
min nabo som har blundet
og siger han skal komme ud
og se hvem der har vundet!
Så står vi i den spæde sol
med spinkle karrierer
og deler alt det lyse mod
en forårsdag forærer

Vi har alle vundet

Taber-og vinder-sproget vender tilbage i sidste vers, hvor naboen kaldes ud af sin slummer for at se, ”hvem der har vundet!”. Foråret, og dermed alle vi, der med et nyskabt ord har måttet gå og ”vintertrodse” (første vers), viser sig nu at have vundet. Både det ”vi”, der optræder i femte vers, og solen har dog stadig ”spinkle karrierer”, idet karriere også kan betyde løbebane. Sejren er ikke vundet ved egen hjælp, men kommer – som foråret – som en foræring. Forårets gave skal nydes i fællesskab.

Teksten refererer til Sig månen langsomt hæver

Naboen kan læses som en reference til den ”syge nabo”, der optræder i sidste linje af Sig månen langsomt hæver: ”Se nådig til min slummer, / og trøst mig i min kummer, / og trøst min syge nabo med!” Ordet ”min nabo” er her lig med ”min næste”, dvs. et hvilket som helst medmenneske. Hos Krogsdal er forårets ”sejr” således en fællesskabssag.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Erling Lindgren har komponeret melodien

Melodien er komponeret af Erling Lindgren (født 1951), som er komponisten bag en lang række folkelige og kirkelige sange. Tekstens ”halfdanske” skildring af en byvandring på en vinterhverdag reflekteres fint i den viseagtige melodi. Dens fire firtakters-perioder betjener sig af samme roligt gående rytme. Melodisk er de to første perioder næsten ens, men den anden af dem afsluttes i et højere toneleje end den første og dermed indvarsler melodiens toptone C, der indtræffer ved begyndelsen af den tredje periode. De altererede akkorder (akkorder, hvor en af tonerne er hævet eller sænket en halv tone i forhold til akkordens normale opbygning) i takt 9, 11 og 13 føjer et fint harmonisk krydderi til sangen.