Den første efterårsmåned
Efteråret er netop begyndt. Det er september og søndag. Derfor er der helt stille. Og himlen er virkelig særlig blå. Eller sådan oplever man det, fordi støvpartiklerne fra varmen i sommermånederne forsvinder, og luften bliver renere og mere klar.
Storke, bønder og køer der gumler
I den søndagsstille ro er der plads til en særlig opmærksomhed. Alex Garff peger på det, enhver kan se og høre. Himlen er blå, lærken synger stadig, den nyplantede vintersæd med rug er fremme. Storken? – ja det er måske ikke det mest holdbare i digtet – men hvem ved? Måske storken en gang vil opføre sig sådan igen, at den vil forlade vores breddegrader i god tid før september.
Digtet vil kunne holde længe
Og hvis man lige ser bort fra det med koen, der gumler, og bonden, der kører hjem med læs, og hvis ikke klimaet går helt amok, vil Alex Garffs digt fra 1949 kunne holde længe.
De brune og gyldne stubbede marker, rød røn, blå slåen, purpursort hyld, spraglede astersfarver, røde æbler, løv der visner, og solen, der går ned om aftenen, det holder forhåbentlig de næste 100 år med.
Alex Garff skrev sangen på Ry Højskole
Alex Garff (1904 – 77) var forfatter, oversætter og gymnasielærer på Randers Statsskole og senere på Aurehøj Gymnasium.
Han havde været gæst på Ry Højskole nogle dage og boede med udsigt til Møllesø. Gik han op ad trappen i Tårnet, kunne han til venstre se Ejer Bavnehøj og til højre Himmelbjerget. Rundt om ham lå de høstede marker, og i højskolens have sås hylden, æbletræerne og alle blomsterne. Og over ham var himlen ganske sikkert høj og blå.
Søndagsstilheden på en livlig højskole
Fordi han var gæst på en højskole fyldt med mennesker og med masser af liv, var den stilhed, han oplevede en søndag morgen, også ganske særlig. Han præsenterede sit helt nye digt under morgenkaffen den søndag i Ry.